skip to Main Content
Ring til os på tlf. 7027 9000
5 Skarpe Til Landmanden: Markplanen For Den Kommende Sæson

5 skarpe til landmanden: Markplanen for den kommende sæson

Anders Larsen har været planteavler siden 1998 og driver fra næste år 400 ha på Mølleskovgaard ved Store Merløse på Midtsjælland. Han har driftsfællesskab med naboen Dineshøj og satser på en sæson med så mange forskellige afgrøder i markerne som muligt, som han lige nu skal til at så de næste 14 dage frem.


1. Hvordan ser din markplan ud for kommende sæson

Jeg har forsøgt at fordele den så godt som muligt, så vi fordeler vores høsttidspunkt, så det hele ikke skal høstes samtidig. Så vi har både rødsvingel, vinterbyg, rug, vårbyg, spinat, hvede, rajgræs og kinesisk kål fordelt på markerne. Lige nu sidder jeg i sprøjten og sprøjter vinterrapsen for spildkorn. Den har allerede fået gylle, og så skal jeg lige holde øje med rapsjordlopperne. Og fra i morgen (red. fredag) og de næste 14 dage frem begynder jeg at så vintersæden.

2. Hvorfor har du valgt, som du har gjort?

Jeg har valgt at fordele det så meget pga. af økonomien og det praktiske i det i forhold til høsttidspunktet. På den her måde kan jeg starte med at høste tidligt, og jeg skal ikke høste det hele samtidig. Det betyder selvfølgelig også, at vi ikke får så meget sommerferie, og vi bruger mange mandetimer derude til høst. I år startede vi med høst i uge 26 og har kørt på lige siden, men så slapper vi af til efteråret. Hellere flere afgrøder med forskelligt høsttidspunkt end få afgrøder, der alle skal høstes samtidig med uforudsigeligt vejr. I år drillede vejret os til sidst, så vi havde tre dage, hvor vi ikke kunne høste. Men vi fik da høstet det sidste, og kun med 14 procent vand, så det var fint.

3. Hvad har du ændret i år i markplanen?

Vi kører med rajgræs og kinesisk kål i år, det har vi ikke gjort før. Det kinesiske kål har givet som forventet til index100, så det var ret positivt. Vi har sprøjtet den kinesiske kål hver uge og har kørt på så meget som muligt. Men ellers er der ikke så meget nyt for kommende sæson. Vi kører på rutinen med de mange forskellige afgrøder.

4. Hvad bliver din største udfordring i kommende sæson?

Den samme udfordring som altid. Det er systemet. Jeg er så træt af alt det papirnusseri. Det er grotesk, at det skal være sådan. Det økonomiske skal vi nok klare, men det system er for meget.

Og så bliver det også en udfordring af holde hveden fri for ukrudt. Der har været rigtig mange tidsler i år. Det plejer vi ellers ikke at være plaget af. Vi har styr på skadedyrene, og vi har faktisk ikke set så meget til havrerødsot i år, kun lidt sorte aks. Men ukrudtet bliver en udfordring. Jeg har lige overtaget en ny forpagtning med store ukrudtsudfordringer, hvor vi skal lære ukrudtsfloraen at kende. Så det bliver en god udfordring i år.

5. Hvad vil du anbefale andre planteavlere til kommende sæson?

Jeg har faktisk været rigtig glad for VKST PlanteTV i år. Det er kort og godt, og så får man lige en lille opvågning, så man er på hele tiden. Det er en god reminder om, hvad man skal være opmærksom på lige nu.

Og så som de sagde i sidste afsnit; Hellere køre tre dage for tidligt end tre dage for sent. Og det er jeg helt enig i. Rettidig omhu er vigtigt. Jeg er ivrig med sprøjten og vil hellere både sprøjte og så for tidligt end for sent.

(OBS! Vi i VKST har ikke bedt Anders om at fremhæve VKST PlanteTV – men tak for de rosende ord, Anders 😊 – vil du læse mere om VKST PlanteTV, kan du gøre det lige her.)


VKST kører et månedligt tema med “fem skarpe til landmanden”, hvor en lokal landmand svarer på fem spørgsmål om enten et aktuelt emne i dansk landbrug eller om sit eget landbrug, sin produktion eller om sine tanker om livet.

Back To Top
TILMELD DIG VKST NYHEDSBREV