5 ting du skal have styr på, hvis du overvejer solceller som ny afgrøde
21. marts 2019Solceller er en klimavenlig energikilde, og en fornuftig investering, hvis du overvejer solceller på din landbrugsejendom. Men hvad skal man som landmand have styr på, hvis man overvejer solceller som en ny afgrøde? Det giver Henrik Mentz fra iEnergy sine råd til, hvad du skal have styr på, inden du investerer i solceller.
”Energi produceret af solceller forventes at blive den mest voksende produktionsform i mange år fremover på verdensplan”, fortæller Henrik Mentz, iEnergy.
Det kan måske virke som et uoverskueligt projekt at solceller skal være din nye afgrøde. Men væksten af solenergi bliver på global plan større end andre produktionsformer i fremtiden. Det gælder uanset om du overvejer at sælge eller leje landbrugsjord med solceller eller etablere solceller som dit eget projekt i driften. Det kan derfor betale sig at gøre solenergi til sin nye afgrøde. Men for at du kan etablere solceller, er der nogle praktiske ting, du skal begynde at overveje. Her giver Henrik Mentz dig 5 gode råd:
1. Har dit jordareal potentiale?
– Det første du skal gøre, er at vurdere om du har et større og fladt jordareal, fordi man skal kunne sætte levende plantehegn op rundt omkring solcellerne. Det er også en fordel, hvis solcelleanlægget kan placeres i nærheden af en 50 kV transformer. Hvis man allerede kan tjekke det af listen, så har man allerede et godt potentiale for at anlægge solcelleanlæg på sin landbrugsjord.
2. Fortæl kommunen om dine planer
– Efter du har vurderet dit potentiale af dit jordareal, er næste skridt at tage en dialog med kommunen. På den måde undersøger du, om kommunen ser nogle udfordringer i forhold til at etablere solceller på det givne areal. Nogle vælger også at tage kontakt til sin samarbejdspartner, inden de tager kontakt til kommunen. Det afhænger dog af den enkelte.
3. Kontakt din samarbejdspartner
– Dernæst er det en god idé at tage kontakt til sin samarbejdspartner, hvor udgangspunktet for samtalen er forskellig alt afhængigt af, om man som landmand enten ønsker at sælge eller leje landbrugsjord til solceller eller som en del af ens eget projekt. Samtalen kan derfor handle om alt fra lejeaftale til udbytte ved at etablere et solcelleanlæg, som en del af din bedrift.
4. Få styr på beskatningen af solceller
– Du skal også være opmærksom på, at der findes forskellige ordninger for beskatning af solcelleanlæg. Hvilken ordning du kan benytte dig af, afhænger af, hvilken løsning du vælger inden for solcelleanlæg. Vælger man f.eks. at leje sin jord ud, kan man få en øget udgift til jordbeskatning. Hvis man i stedet vælger at sælge sin jord, kan man forvente en beskatning af salgets værdi.
5. Hvad betyder det for din fremtidige bedrift i landbruget?
– En anden vigtig overvejelse er, hvordan man vil drive sit landbrug videre, hvis man vælger at tage et stort jordareal ud af sin bedrift. For hvordan kommer ens bedrift så til at se ud? Det er derfor en god idé at kontakte sin landbrugsrådgiver.
Hvad siger din økonomirådgiver?
Preben Jensen er en erfaren økonomikonsulent, der kender solcelleordningerne fra sin egen husholdning, men som også har hjulpet mange landmænd med rådgivning af solceller. Han peger på rentabiliteten, kontrakter og skatten som områder, man skal have helt styr på, inden man sætter solceller op på sin mark:
-Først og fremmest er det vigtigt at få lavet en grundig beregning af rentabiliteten, for den økonomiske gevinst ved et solcelleanlæg kan variere rigtig meget afhængigt af el-prisen. Og selvom der er tale om ændringer i el-prisen på få ører, så er det mange penge, når vi taler de store anlæg, siger Preben Jensen.
-Derudover hjælper vi med en kritisk gennemgang af selve kontrakten, og når man først har opnået en vis erfaring med solcellekontrakter, så er det alt andet lige nemmere at gennemskue konsekvenserne, end når man står med sin første kontrakt.
Endelig peger Preben Jensen på skatten som en faktor man skal tage med i sine beregninger inden man etablerer et anlæg.
Hvad siger din bygningsrådgiver?
Helle Christensen er byggekonsulent, og er specialiseret inden for drift byggeriets mange genre, og kender derfor til alt fra lokalplan til større strategiprojekter inden for driftsbyggeri. Helle hjælper landmændene med at vurdere potentialet af solceller, inden man etablerer solceller på sit jordareal:
-Det første du skal gøre, er at undersøge, om der er tilknyttet en landzonetilladelse eller lokalplan til jordarealet. Findes der ikke en lokalplan, så hjælper vi landmændene med at udarbejde sådan en, der efterfølgende skal godkendes hos kommunen.
– Desuden er det også væsentlig at undersøge afstanden til sin transformer, hvor vi måler afstanden ved hjælp af en forhåndsscreening.
Til sidst fremhæver Helle Christensen potentialet for, at man kan bruge solenergien til sin egen produktion i stalden eller til privatforbrug. Men potentialet skal vurderes og godkendes først, inden man etablerer solcelleanlæg på sit jordareal.