skip to Main Content
Ring til os på tlf. 7027 9000
Nye, Alternative Finansieringsmuligheder Stormer Frem I Landbruget

Nye, alternative finansieringsmuligheder stormer frem i landbruget

Fremtidens finansieringsmuligheder er ét af de emner, der er på programmet, når VKST inviterer til Vinterfaglige Møder. Specialisterne i VKST peger på, at flere nye tendenser vinden frem, når køb af landbrug eller udvidelser skal finansieres.

Den generelle tendens er, at bankerne stiller krav om egenfinansiering i forbindelse med køb af ejendom, og det er en ny situation i landbrugssektoren, som kan gøre det nødvendigt at tænke i alternativ finansiering.

– Hvis du vil købe eller bygge nyt, så skal du komme med en del af pengene selv. Hvis du bare køber for lånte penge, så forringer du din soliditetsgrad, og netop soliditetskrav og indtjening er det, bankerne fokuserer på nu. Så økonomien skal være solid, og du skal vise, at du kan tjene penge, siger virksomhedsrådgiver i VKST Søren Pilegaard.

Bankernes soliditetskrav betyder, at det kan blive sværere for især unge landmænd at komme ind i erhvervet, og det kan få flere til at se på andre finansieringsmuligheder, hvilket ikke nødvendigvis en dårlig ting ifølge Søren Pilegaard.

Alternative ejerformer baner vejen for de unge

– Jeg tror, at erhvervet skal i gang med at se på alternative ejerformer. For hvorfor skal en ung, nystartet landmand nødvendigvis eje det hele selv og tage hele risikoen selv? Spørger Søren Pilegaard og fortsætter:

– Vi har eksempler på, at en ung landmand har købt besætningen og lejet bygningerne af ejer og på den måde er kommet i gang. En anden mulighed er at lave en pasningsaftale, og så kan den unge landmand vise de finansielle samarbejdspartnere, at han eller hun kan tjene penge og på sigt selv købe, siger Søren Pilegaard.

Han peger desuden på Vækstfonden og Dansk Landbrugskapital som alternativer til den traditionelle finansiering.

Flere eksterne investorer til landbruget

Endelig peger virksomhedsrådgiveren på finansiering via ekstern kapital som en mulighed, ikke mindst i den nuværende situation, hvor man skal betale for at have penge stående på sin konto.

– Der er kapital ude i markedet, som er interesseret i landbrug. Så der er mulighed for at finde en kapitalstærk ejer, som man efterfølgende forpagter af. Med tiden kan man købe hele eller dele af ejendommen, og den model, tror jeg, vi kommer til at se på nogle af de helt store virksomheder, ikke mindst fordi, der er nogle skattemæssige fordele i det for den eksterne ejer, siger Søren Pilegaard.

Hør flere spændende muligheder og emner på VKSTs Vinterfaglige Møder

Du kan høre mere om fremtidens finansieringsmuligheder og flere andre aktuelle emner på de Vinterfaglige Møder, der afholdes fra den 21. til den 29. januar 2020.

Se programmet her og tilmeld dig et af de 6 møder, der afholdes på Lolland, Falster, Møn og på Sjælland.

Back To Top
TILMELD DIG VKST NYHEDSBREV