skip to Main Content
Ring til os på tlf. 7027 9000
Byggerådgivning Betaler Sig

Byggerådgivning betaler sig

En god byggekonsulent er din sikkerhed for, at det du bygger er korrekt og har en lang holdbarhed. Det giver tryghed og overskud i hverdagen at have en faglig rådgiver på sin side både før, under og efter byggeprocessen.

Billigt byg kan blive dyrt

Erfaringen viser, at den billige løsning kan blive rigtig dyr i længden. Det kan eksempelvis være fristende for både bygherre og leverandør at spare lidt på omkostningerne til fx undertaget.  Men hvor taget har en lang levetid på 30 år, så har et billigere undertag kun en levetid på 15 år. Det giver en ekstraomkostning når undertaget skal skiftes efter 15 år: der skal sættes stillads op, taget skal pilles ned, undertaget skiftes og tagbelægningen skal sættes op igen.

I det tilfælde betyder valget af den billige løsning en meromkostning på ca. 40 pct. af entreprisesummen, udgifter til løn, stillads m.m. er udover det beløb.

De ekstra penge kunne være sparet, hvis man havde valgt den lidt dyrere løsning i første omgang. Og det havde din byggerådgiver fortalt dig. Det betaler sig med andre ord at bruge byggerådgivning.

Lad fagmanden hjælpe dig

Uanset om du bygger nyt eller bygger om er investeringer i bygninger langsigtede. Og tingene skal gøres rigtigt. Men de færreste ved, at det har stor betydning, i hvilken rækkefølge man udfører opgaven.

Det er fx ikke ligegyldigt, om man efterisolerer først eller skifter vinduerne først. Det afhænger helt af tilstanden, og ved at prioritere rigtigt kan man faktisk få den ene opgave til at finansiere den næste opgave helt eller delvis.

Men det kræver faglig viden og overblik at lave den slags prioriteringer, og det er langt fra altid, at entreprenøren har mulighed for at tage den slags hensyn.

Men som din byggerådgiver er det mig, der sørger for, at dit byggeri gribes rigtig an – uanset hvilken type bygning du skal opføre, renovere eller vedligeholde.

Konsulenten rådgiver kun dig

De kloge lærer af deres egne fejl. De rigtig kloge lærer af andres fejl. En dygtig rådgiver samler andres gode og dårlige erfaringer og bruger dem i sin rådgivning.

Der er mange kommercielle interesser på byggemarkedet, og som bygherre bliver du hele tiden mødt af nye tilbud, spændende materialer og en masse information. Men det kan være svært at gennemskue, hvad der er optimalt i forhold til dit byggeri og din situation.

Din byggerådgiver kender dig, dine ønsker og bygningen og dens anvendelse. Og rådgivere er altid på din side og varetager dine interesser.

Af Henrik Asbæk Olsen, bygningskonstruktør M.A.K

Back To Top
TILMELD DIG VKST NYHEDSBREV