En klar plan gav mere tid og overblik: Det er sundt at få vendt bøtten på hovedet
26. juni 2020Claus havde gang i alt for mange ting på bedriften, men alt for lidt tid. Men hvor skal man starte, når bedriften både tæller slagtesvin, markbrug, salg af halm til udlandet og noget maskinstationsarbejde? En konkret plan var svaret for Claus og hans kone Jette.
Claus Vinther-Nielsen ved Stege har altid haft gang i mange ting på sin bedrift, men i 2016 blev det klart, at der var alt for få timer i døgnet. Spørgsmålet var, hvad han skulle vælge fra for at få bedre tid? Og hvor var den største økonomiske gevinst?
-Jeg var ved at drukne i arbejde, og samtidig havde jeg på fornemmelsen, at jeg ikke tjente penge på alt det, jeg gjorde. Og så er det sundt at får regnet på det og få lagt en plan, så man ikke kører lidt til højre og lidt til venstre, siger Claus Vinther-Nielsen.
Og et strategiforløb blev bragt på banen af økonomikonsulent June Hansen fra VKST.
Det er blevet mere enkelt, og der er kommet mere luft i hverdagen
-Det er blevet mere enkelt, og der er kommet mere luft i hverdagen, fortæller Claus Vinther-Nielsen om de resultater, som strategien har skabt. Han anbefaler, at man tager ja-hatten på og er positiv overfor nye ting, hvis man skal have mest muligt ud af forløbet:
-Undervejs blev der prikket til alle mine ømme punkter, og June Hansen stillede mig de samme spørgsmål igen og igen, indtil jeg svarede. Men det gjorde også, at jeg fik indblik i mine styrker og svagheder som landmand og mere fokus på, at jeg skal tjene penge på det, jeg gør, siger Claus Vinther-Nielsen.
Hele vejen rundt om mark, stald, økonomi og ledelse
Som en del af strategiforløbet kom Claus Vinther-Nielsen sammen sin kone Jette og June Hansen hele vejen rundt om bedriften, og undervejs inddrog de også andre rådgivere, fx maskinrådgiver Christian Rabøll fra VKST, der analyserede maskinparken. Det resulterede blandt andet i, at gyllevognen blev solgt, ligesom der faktisk kom lidt mere maskinkapacitet på nogle andre områder, fordi det hele blev for presset.
Vi kiggede hele tiden på, om vi kunne gøre tingene billigere og bedre, og det kom der en masse konkrete ting ud af
-Uanset om det var i stalden eller i marken, så kiggede vi hele tiden på, om vi kunne gøre tingene billigere og bedre, og det kom der en masse konkrete ting ud af. En lille ting er, at Jette og jeg laver papirarbejdet sammen fredag eftermiddag i stedet for, at jeg sidder alene med det søndag aften. På den måde ved hun både, hvilke aftaler der er lavet, og vi kan holde weekend sammen, siger Claus Vinther-Nielsen.
I stalden er der kommet mere struktur på hverdagen, og det er især fodermesteren Susanne glad for, og det giver ro for Claus, der også holder tavlemøder hver mandag, hvor både fodermesteren og markmanden er med, for på den måde har alle indblik i, hvad der sker i løbet af ugen.
Banken var begejstret
Undervejs i forløbet skiftede Claus Vinther-Nielsen også bank, og der var strategiplanen med de konkrete og klare indsatser en fordel:
-Banken kan godt lide, at der er en klar og velovervejeret plan, og de kan se, at vi følger den, siger Claus Vinther-Nielsen, der stadig har de fire laminerede strategiark, som giver ham overblik over indsatser, deadlines og mål i strategien, liggende på skrivebordet fire år efter strategiforløbet. For Claus Vinther-Nielsen er strategi nemlig ikke noget, der skal gemmes i en skuffe.
Og netop banken er også en af de fordele, June Hansen fra VKST fremhæver, når det drejer sig om en strategi- og handlingsplan.
Banken bliver også rolig og flere oplever endda, at muligheden for at låne penge bliver større
-Viser du en strategiplan for bedriften, hvor tingene er skitseret og du har en plan for, hvad du vil gøre, så er banken også rolig og flere oplever endda, at muligheden for at låne penge bliver større. Og det er en klar fordel, siger June Hansen.
En plan for hele familien
Selvom det kun er Claus, der arbejder med gården til daglig, har både hans kone Jette og datteren Sine været involveret i strategiforløbet, og det har mange fordele:
-Jette har været med hele vejen, for de beslutninger, der bliver truffet, påvirker jo i høj grad også hende. Og da spørgsmålet om et fremtidigt generationsskifte også har været en del af strategiforløbet med June Hansen, har vi også talt med vores datter Sine, der læser jordbrugsøkonomi på KVL, om, hvad hun tænker om fremtiden, afslutter Claus Vinther-Nielsen.
Du kan læse meget mere om handlingsplaner og strategiforløb her på hjemmesiden, og du er også mere end velkommen til at kontakte en af vores konsulenter med speciale i strategi på telefon 7027 9000