Fjorden er helt ren – alligevel skal landmændene så 88% efterafgrøder
28. november 2022Landmændene med opland til Nakskov Fjord bliver i de nye vandplaner pålagt at reducere kvælstof med helt op til 88% målrettede efterafgrøder på trods af, at analyser fra fjorden viser, at det er en af de reneste i landet. VKST går ind i sagen og kræver svar fra Miljøstyrelsen på, hvorfor landbruget skal straffes.
På trods af, at Nakskov Fjord er blandt de reneste i landet, så skal landbruget reducere kvælstof – og det kommer til at koste 675 kr. pr. ha.
Fra Vandplan 2 til Vandplan 3, der var i høring op til sommerferien, er fjorden ifølge Miljøstyrelsen belastet med 190 tons mere kvælstof. Det er så meget, at der nu skal være 88% målrettede efterafgrøder i oplandet til fjorden.
Men forklaringen på, hvorfor fjorden pludselig er belastet med kvælstof, og hvor det kommer fra – det er der ingen forklaring på. Derfor følger VKST’ bestyrelse sagen helt til dørs:
Politikerne lovede i landbrugspakken, at landbruget skulle udvikles – ikke afvikles, og det vil VKST holde dem op på
-Vi vil til bunds i den her sag. Politikerne lovede i landbrugspakken, at landbruget skulle udvikles – ikke afvikles, og det vil VKST holde dem op på, siger Sara Wilken Jul Sørensen, der er bestyrelsesmedlem i VKST og samtidig driver landbrug tæt på Nakskov Fjord.
Hun arbejder sammen med den øvrige bestyrelse i VKST og foreningens erhvervspolitiske afdeling for at få et svar fra Miljøstyrelsen på det, der burde være en åbenlys fejl i planerne: en merbelastning med 190 tons kvælstof i en tid, hvor landbruget har reducere udvaskningen af kvælstof.
Artiklen fortsætter under videoen
Et mysterium: Hvor kommer kvælstoffet fra?
I de to forrige vandplaner var der ingen reduktionskrav til landbruget i oplandet til Nakskov Fjord. Men i den tredje vandplan, var reduktionskravene pludselig nogle helt andre.
Belastningen stiger fra Vandplan 2 til Vandplan 3 med 190 tons kvælstof, og det er meget mere end man bare lige kan forklare. Så hvor kommer kvælstoffet fra? Det spørgsmål stiller erhvervspolitisk konsulent Erik Hansen Blegmand, og han udelukker også to af de gængse forklaringer:
-Ofte ser vi, at spildevand påvirker vandmiljøet i fjorden, men det er faktisk ikke tilfældet i Nakskov, hvor spildevandet ledes helt ud i Langelandsbæltet via en ledning, og det er nok en medvirkende årsag til, at Nakskov Fjord faktisk er i så god, økologisk tilstand.
Så er der landbrugsbidraget, men VKST’ politiske konsulent afviser, at det er landbruget, der har udledt mere kvælstof:
Det er højst usandsynligt, at det skulle være landbruget, der er årsagen
-Nej. Det er højst usandsynligt, at det skulle være landbruget, der er årsagen, siger Erik Hansen Blegmand og begrunder det med, at landbruget har reduceret brugen af kvælstof gennem en årrække og et merforbrug, der kan forklare 190 tons mere kvælstof i fjorden, er helt usandsynligt.
Landbruget straffes uden grund med efterafgrøder
VKST har sammen med Seges og uvildige rådgivere dokumenteret, at vandudskiftningen i Nakskov Fjord er på få dage. Og da efterafgrøder virker om efteråret og vinteren, men ikke om sommeren, hvor algerne kan være et problem i fjorden, så må man konstatere, at der skal andre virkemidler i brug end efterafgrøder.
-Landbruget straffes reelt med 88% målrettede efterafgrøder i oplandet til en meromkostning på 675 kr. pr. ha, uden det vil medføre en bedre miljøtilstand i fjorden, da valget af virkemiddel er forkert, siger den erhvervspolitiske konsulent.
Det betyder en merudgift på 200.000 kroner om året
Og for Sara Wilken Jul Sørensen, er der ingen tvivl om, hvad det de mange efterafgrøder vil betyde for lige præcis hendes ejendom:
-For mig som landmand nær Nakskov Fjord betyder det en merudgift på 200.000 kroner om året.
Der er stor forskel på, hvordan landmændene ved Nakskov Fjord rammes økonomisk, og især griseproducenterne rammes langt hårdere end Sara Wilken Jul Sørensen, der er ren planteavler.
Vil du vide mere om sagen med vandplanerne for Nakskov Fjord, er du mere end velkommen til at kontakte de erhvervspolitiske konsulenter i VKST:
Jens Kahr: Telefon: 2324 4393 | E-mail: jak@vkst.dk
Erik Hansen Blegmand: Telefon: 6120 4009 | E-mail: ehb@vkst.dk