Fokus på konsumafgrøder, grøngødning og bælgsæd giver god økonomi på trods af lav gødningstildeling
29. august 2024Af økologikonsulent: Ninna Boesen
Der bliver mindre kvælstof til rådighed i fremtiden. Det har længe været virkeligheden på Sjælland og øerne. Læs her; hvordan det er lykkes at skabe sund økonomi på trods af lavt gødningsforbrug.
Med fokus på et robust basissædskifte, hvor grøngødning og efterafgrøder er centrale elementer og gødning prioriteres til højværdi konsumafgrøder, er det lykkes at opnå solide dækningsbidrag med et lavt gødningsinput.
Et eksempel er Jennelgaard på Falster, som driver 300 ha biodynamisk planteavl med fast hønsemøg som eneste gødningskilde. De giver i gennemsnit deres marker 35 kg N/ha og opnåede i 2023 et gennemsnitligt dækningsbidrag efter maskinomkostninger på 7000 kr./ha.
Deres opskrift er:
Succes med dyrkning af højværdiafgrøder, når gødningstilgængeligheden er lav, kræver et balanceret sædskifte med fokus på grøngødning.
Billede generet med AI, af Jens-Peter Paulsen
Kløverudlæg er bunden i sædskiftet
Kløvergræs som grøngødning hvert 5.-6. år er forudsætningen for dyrkning af vinterraps. Kløvergræsset leverer omkring 100 kg N/ha, som frigives i løbet af vinteren og foråret. Rapsen gødes med 100 kg N/ha i efteråret, og du slipper for at skulle køre i marken igen til foråret.
Kløver og lucerne sået ud med vinterraps i efteråret er et værktøj, som fungerer rigtig godt. Når rapsen er høstet, går der ikke lang tid før marken igen er helt grøn af det fineste kløverdække. Det giver en rigtig god forfrugt til havren, som i mange tilfælde ikke behøver anden gødning.
Vi har et par steder eksperimenteret med at så kløver ud sammen med vinterrug i efteråret. Det kræver, at rugen sås i første halvdel af september, for at kløveren kan nå at etablere sig. Det giver risiko for at flere ukrudtsplanter spirer. Vælger du en hybridsort og ukrudtstrykket er lavt, kan det være værd at prøve af.
Bælgsæd giver luft i kvoten
Bælgsæd hvert 5.-6. år, som ærter, hestebønner eller lupiner giver luft til at prioritere gødningen til andre afgrøder, som raps, brødhvede, maltbyg, roer og frøgræs. Samtidig bidrager en god bælgafgrøde med op til 50 kg N/ha til næste afgrøde.
Gødningen skal prioriteres til de rigtige afgrøder
I stedet for at sprede gødningen ud i et tyndt lag på hele sædskiftet, så vælg de økonomisk vigtigste afgrøder ud, og giv dem hvad de behøver for at opnå det ønskede udbytte. Det kunne f.eks. være vinterraps, brødhvede, maltbyg og grynhavre.
Resten må klare sig med forfrugtsværdien af kløverudlæg, efterafgrøder og bælgsæd. Vælg afgrøder, som rug og havre, der er ekstra gode til at udnytte kvælstof fra organiske kilder med en langsom frigivelse og samtidig har en god konkurrenceevne overfor ukrudt.
Fokus på højværdiafgrøder
Det kræver benhård prioritering, når gødningen er begrænset. Vælg derfor 2-3 højværdiafgrøder, som passer godt til din jord, bedrift og personlighed. Overvej nøje om du bruger dit fokus og din gødning de rette steder.