skip to Main Content
Ring til os på tlf. 7027 9000
Forebyg Ulykker: Tag På Arbejdsmiljøuddannelse Målrettet Landbruget

Forebyg ulykker: Tag på arbejdsmiljøuddannelse målrettet landbruget

Landbruget har stadig alt for mange små og store ulykker. Lige nu tilbyder VKST sammen SEGES og DM&E en tredages arbejdsmiljøuddannelse målrettet landbruget.

Landbruget har brug for et stærkt fokus på arbejdsmiljø og sikkerhed. Erhvervet har stadigt alt for mange både små og store ulykker. En af måderne til at blive bedre er gennem uddannelse, og lige nu tilbyder VKST sammen med SEGES og DM&E en tredages arbejdsmiljøuddannelse, der er målrettet landbruget.

Arbejdsmiljø i landbruget

Alle arbejdsmiljørepræsentanter samt ledere i arbejdsmiljøgrupper skal ifølge loven på et tredages kursus i arbejdsmiljø. Den type kurser udbydes flere steder, men der er meget få, der er målrettet landbruget. Men det her kursus er målrettet alle, der til dagligt arbejder i landbruget. Kravet om deltagelse i kurset træder i kraft, når der er mere end 9 medarbejdere på en arbejdsplads. Uddannelsen giver vigtig viden om de opgaver og krav, der er til rollen som arbejdsmiljørepræsentant eller leder på bedriften.

-Kursisterne får masser af viden om både det fysiske og det psykiske arbejdsmiljø, vi taler om forebyggelse af forebyggelse af ulykker og giver et indblik i lovgivningen på området. Kurset er bygget op med både teori og praksis, og deltagerne får også ideer til, hvordan de kan løse konkrete opgaver hjemme på arbejdspladsen, fortæller Ann Frost, der er arbejdsmiljøkonsulent i VKST.

Erfaringer fra dagligdagen

Underviserne er erfarne arbejdsmiljøkonsulenter, som kan give sparring ud fra de oplevelser, som de og de øvrige kursister har oplevet. Der er også oplæg fra landmænd, der har særlige erfaringer med sikkerhed og arbejdsmiljø. Fokus i undervisningen er at skabe sammenhæng til den praktiske hverdag.

Derfor er der også indlagt en praktisk opgave hjemme fra kursisternes egen arbejdsplads.

-Selv om et arbejdsmiljøkursus ikke er obligatorisk for selvstændige landmænd, så vil vi gerne opfordre til, at ejer og arbejdsmiljørepræsentant deltager sammen, så I får en fælles forståelse for, hvordan man kan arbejde med arbejdsmiljøet, siger Ann Frost.

Hvem skal på kursus?

Kurset er for nyvalgte arbejdsmiljørepræsentanter, arbejdsmiljørepræsentanter, der ikke allerede har været på kursus og ledere i arbejdsmiljøgrupper. Valgte arbejdsmiljørepræsentanter og udpegede arbejdsledere har både ret og pligt til at gennemføre den lovpligtige arbejdsmiljøuddannelse på 3 dage.

Arbejdsgivere har ikke pligt til at gennemgå et kursus, selvom de er medlemmer af en arbejdsmiljøgruppe. Men kurset kan varmt anbefales – også til arbejdsgivere.

Andre der har interesse i arbejdsmiljø er også velkomne til at deltage.

Om kurset

Kurset afholdes over 3 dage: den 11., 12. og 25. januar 2018 hos VKST i Sorø.

Tilmelder du dig inden den 23. november er prisen kr. 4.695 ekskl. moms. Derefter er prisen kr. 4.995. ekskl. moms. Sidste frist for tilmelding er den 21. december.

Deltagerne modtager et kursusbevis, bogen fakta om arbejdsmiljø 2017 og en pakke med det nyeste materiale om arbejdsmiljø.

Back To Top
TILMELD DIG VKST NYHEDSBREV