Fremme af agerlandets fugle på Bornholm

Lærker, viber og agerhøns har fulgt de bornholmske landmænd i generationer. Og er skattede gæster på markerne, hvor lærker og viber bebuder forårets komme. Men agerlandets fugle er desværre i drastisk tilbagegang.

Det vil mange bornholmske landmænd gerne vil gøre noget ved. Og 9 landmænd på Bornholm har igennem 3 år gjort en ekstra indsats, og har lavet lærkepletter, vibelavninger og barjordsstriber. Og efter tre år er vi blevet klogere:

Så det er nemt at gøre noget for lærkerne på de dyrkede marker. Og det er sværere at gøre noget for viberne.  Det er én af konklusionerne efter 3 år, hvor 9 bornholmske landmænd har gjort en særlig indsats for lærker, viber og agerhøns på deres marker.

Vil du have inspiration til tiltag for agerlandets fugle, så kan du få inspration i arket her.

Vi kan meget, når vi arbejder sammen

Projektet er et samarbejde mellem Danmarks Naturfredningsforening på Bornholm, Dansk Ornitologisk forening på Bornholm, Jægerforbundet kreds 8, og Bornholms Landbrug & Fødevarer. Hver forening har haft personer med faglig kompetence i projektets arbejdsgruppe, hvor også landmænd har deltaget.

Task Force Agerlandets fugle hos landmand Christian Møller Holm

Hvert år har projektets 9 landmænd fået besøg af en planteavlsrådgiver, to ornitologer og en jæger. Sammen har man snakket om hvordan lærkepletter, vibelavninger og barjordsstriber har virket i det forgangne år, og hvor i sædskiftet de bedst kunne placeres i det kommende dyrkningsår.

Denne snak på gårdspladsen, med kort og luftfotos i hånden, har været meget værdsat af alle.  At veje for og imod, og derefter finde den bedst mulige løsning sammen – det har været projektets højdepunkt for mange. Sammen om at udpege placering, sammen om at evaluere, og sammen om at blive klogere.

Det skal virke, hvis landmændene skal med

Helt centralt for projektet har det også været, at det hvert år er blevet registreret, hvordan tiltagene ude hos projektets 9 landmænd har virket. Derfor har dels ornitologer, og dels en fagkyndig fra Jægerforbundet med stående hund besøgt landmændene for at registrere om lærker, viber og agerhøns har indfundet sig på markerne hos projektets landmænd.

En klar præmis har fra starten været, at hvis det virker, vil mange landmænd vil gøre en indsats for agerlandets fugle.

Men hvis det ikke virker, vil de til gengæld ikke.

Alle landmænd kan gøre noget for lærkerne

Lærkerne kvitterede hurtigt for de lærkepletter, som de bornholmske landmænd lavede ved at løfte såmaskinen 5-10 m. Allerede 1. år havde lærkerne fundet pletterne, og taget dem i brug.

Lærkepletter i vintersæd og vinterraps brugte lærkerne til 1. kuld unger, og lærkepletter i vårsæd blev brugt til 2. kuld lærkeunger.

Det er sværere med viberne

Til gengæld var det svært at fremme viber ved at lave vibelavninger på de dyrkede marker. Vibelavningerne var f.eks. våde pletter i marken, hvor et dræn var i stykker.

Projektet viste, at viberne kan indfinde sig i vibelavninger på våde pletter i marken. Hos én af projektets landmænd etablerede et vibepar sig i vibelavningen, og udrugede unger. Det så lovende ud, men vibeparret blev overmandet af områdets kragefugle og traner. Det viser, at et enkelt vibepar ikke har mange chancer trods gode yngleforhold.  Viber skal gerne være flere par sammen for at kunne forsvare sig mod rovdyr/fugle, og det vanskeliggør nyetableringer.

Konklusionen fra projektet er derfor, at viberne skal have ”rigtige” vådområder, – permanente fugtige områder på min. ½-1 ha – hvor flere vibepar kan forsvarer sig sammen. Midlertidige våde pletter i markdriften forsvinder, når drænene bliver repareret, og er derudover ofte for små til flere vibepar.

Generelt er de bornholmske marker for godt drænede til viberne. Til gengæld er mange andre fugle glade for landmændenes vibelavninger.

Viberne er ikke så forudsigelige som lærkerne – heller ikke for de garvede ornitologer, som deltog i det 3-årige bornholmske projekt. Men generelt er viber meget stedbundne, og ungerne vender tilbage til området, hvor de er udruget. Og så vil viberne gerne være mange sammen.

Vil man fremme viberne, skal man primært satse på de steder, hvor der i forvejen er viber. Undgå at ødelægge vibesteder, og passe på de viber, som vi allerede har.

Derfor opfordrer projektets arbejdsgruppe til, at man regionalt laver flere større permanente vådområder med lave våde og græssede enge, hvis vibernes tilbagegang skal stoppes. Det vil være til gavn for viber, og mange andre fugle, som foretrækker våde områder med afgræssede enge.

Viberne kræver en lang indsats over mange år, før man kan forvente en effekt på antallet af viber.

Agerhønsene kræver en ekstra indsats

Agerhønsene var få i antal blandt de 9 landmænd, som deltog i projektet. Agerhønsene mangler de markveje og skel, som de tidligere brugte til at søge føde og støvbade. Mange gamle markveje og skel er væk, fordi bedrifter og marker er sammenlagt. Så der skal laves noget, som agerhønsene kan bruge i stedet. At fræse rundt om marken, som en af projektets landmænd gør, kompenserer et godt stykke hen ad vejen for de manglende markveje. Fræsede randområder omkring f.eks. frømarker skal fræses 2 x årligt (for at holde græsukrudt væk) og være så brede, at høj vegetation ikke ”lukker” den fræsede stribe (mere end 1 m brede).

Hos de landmænd, som gjorde flere ting – og flere år i træk – for vildt og agerhøns, og som havde en plan for fremme af natur og vildt, blev der også helt tydeligt set mest vildt og flest agerhøns, da Jægerforbundet var ude og registrerer med stående hunde.

Slæt kontra afgræsning

I projektet har det været diskuteret, om græsmarker til slæt er lige så gode som levested til agerlandets fugle som græssede marker. Og det tyder projektets spinkle resultater på, at de ikke er. Der er flere insekter, biller mv. til agerfuglenes unger i en græsset mark end i en græsmark til slæt. Og når der bliver taget slæt ca. hver 6. uge, bliver de reder, unger og æg, som er på marken, ødelagt. På tilsvarende vis har en af projektets landmænd den erfaring, at viberne forsvandt, da han erstattede sprøjten med en radrenser. Og kom tilbage, da han holdt op med at radrense.

Rovfugle, krager og traner tager unger og æg

Rovfugle, krager og traner kan være hårde ved agerfuglenes unger, som de gerne jager og æder.

Derfor skal lærkepletter også placeres, hvor der ikke er store træer i nærheden. Nogle landmænd vil gerne bruge kanter og hjørner op imod skov til ny natur og udyrkede arealer. Men det er ikke en god ide, hvis man vil fremme agerlandets fugle. Fordi rovfuglene bruger de store træer til at holde øje med det næste bytte. Krager og traner tager også deres part. Tranerne er i stor fremgang på Bornholm, hvilket på mange måder er glædeligt. Men projektet viste, at et enkelt vibepar alene ikke kan holde traner på afstand, og at vibeungerne derfor risikerer at blive ædt af tranerne.

Åbne afgrøder giver føde

En række af agerlandets fugle er i hele eller dele af deres liv afhængige af proteinrige insekter, så ved at passe på insekterne, passer man samtidig på agerlandets fugle. En måde at tilgodese insekter på er derfor at sørge for, at der er masser af blomstrende planter på bedriften.

En varieret, åben og sparsom vegetation giver voksne og unger mulighed for at søge føde, støvbade og at tørre fjerdragten. En åben afgrøde som f.eks. en roemark tilgodeser agerfuglene bedre end en tæt mark med vintersæd.

Lærkepletter, Slettegård, Gudhjem

I projektet er der observeret mange lærker i bornholmske marker med sneglebælg – uden at vi helt har forklaringen.  

En af projektets landmænd har eksperimenteret med forskellige brak,- vildt- og blomsterblandinger. Han finder, at mange danske blandinger indeholder for meget kløver, som hurtigt laver et tæt plantedække, der dækker jordbunden. Og det er ikke til gavn for agerfuglene – tværtimod. Han bruger derfor andre blandinger – eller laver sine egne – som giver et plantedække, der er åbent i bunden.  

Agerlandets fugle er i drastisk tilbagegang – de skal tænkes ind i agerlandet igen

Baggrunden for projektet er, at agerfuglene er i drastisk tilbagegang.

Viben er på landsplan gået ca. 70% tilbage siden 1975, primært på grund af ændret landbrugsdrift. Den samlede bornholmske vibebestand er i tilbagegang; helt overordnet ses det, at bestanden langs de bornholmske tælleruterne fra 1998 til 2020 er reduceret med 44%.

I Danmark er agerhønen gået tilbage siden 1960´erne. Faldet har været fra ca. 100.000 til omkring 15.000 ynglende par. Dette er sandsynligvis på grund af ændringer i landbrugsdriften. Agerhønen er blevet en sjælden gæst i det danske agerland, men er ikke en truet art på verdensplan.

Sanglærken stadig almindelig i Danmark og på Bornholm; men Dansk Ornitologisk Forenings punkttællinger viser, at den totalt set er blevet mere end halveret gennem de sidste tre årtier. De væsentligste årsager til tilbagegangen hos sanglærke er en stor andel af vinterafgrøder på bekostning af vårafgrøder, og mangel på føde i ynglesæsonen.

Alle landmænd, som vi har været i kontakt med i projekt ”Fremme af Agerlandets Fugle”, har et stort ønske om at fremme agerfuglene, og byde dem velkomne på markerne. Vi håber og tror derfor, at arbejdet med at få flere viber, lærker og agerhøns i det åbne land anno 2024 fortsætter, og at man bruger hinanden til at blive klogere på hvordan. 

Projektet ”Fremme af Agerlandets Fugle på Bornholm” er støttet af 15. juni fonden, og BRK´s Biodiversitetspulje.

Forfattere af denne projekt-artikel:

Peter Loth Sejersen, kredsformand Danmarks Jægerforbund kreds 8.
Jens Christensen, formand for Dansk Ornitologisk Forening på Bornholm (DOF-Bornholm) og kontaktperson til Danmarks Naturfredningsforening på Bornholm.
Carsten Andersen, bestyrelsesmedlem i DOF-Bornholm.
Simon Munk og Elisabeth Falk, rådgivere i VKST Bornholm.
Frederik Tolstrup, formand for Bornholms Landbrug & Fødevarer, og landmand og tidl. planterådgiver Ole Harild.