skip to Main Content
Ring til os på tlf. 7027 9000
Hvedekampen 2018: VKST Satser På Sheriffen Igen I år

Hvedekampen 2018: VKST satser på sheriffen igen i år

Igen i år er VKST i gang med at afvikle hvedekampen, der er en konkurrence i dyrkning af vinterhvede, hvor succeskriteriet er at opnå det højeste økonomiske nettoudbytte.

De ni konkurrerende hold består i år ud over rådgivningsselskabet selv af de syv firmaer Corteva, FMC, BASF, Yara, Bayer, Adama og Syngenta, og i år deltager også en erfa-gruppe for unge driftsledere.

Konkurrencen slutter med høst sidst i august, hvor det konstateres, hvilken sort og gødningsstrategi der har givet det bedste resultat.

Alle parceller er kommet godt gennem vinteren

Dyrkningen finder sted på VKST’s forsøgsarealer på Raahavegaard ved Holeby på Lolland og ved en markvandring tirsdag d. 24. april kunne det slås fast, at alle sorter nu står rigtig flot, og at alle parceller er kommet godt ud af vinteren.

VKST har igen i år valgt at satse på hvedesorten Sherif, som rådgivningsselskabet vandt konkurrencen med sidste år. Det samme har den unge erfa-gruppe også valgt. De syv andre firmaer har valgt syv andre forskellige sorter, herunder RGT Universe, Kalmar, Substance, KWS Lili, Benchmark, Viborg og Graham.

”Vi har valgt at satse på Sherif igen i år, fordi det er en sund sort, der ikke kræver sygdomsbekæmpelse, og det vil vi kunne mærke nu her fremover, hvor vil kunne spare på indsatsen i den forbindelse,” siger planteavlskonsulent Kristian Bang Davidsen fra VKST, der også fortæller, at han har valgt en strategi med NPK-gødning.

”Vores strategi er en NPK-gødning, fordi vi gerne vil give afgrøden det, den bortfører for at få det højeste udbytte af den. Det giver naturligvis en større gødningsudgift, men forhåbentlig kan det hænge sammen med et større udbytte,” forklarer Kristian Bang Davidsen.

DAP-gødning pga. lave fosfortal

VKST har valgt at tildele gødning allerede i efteråret, hvilket er lidt utraditionelt og ikke noget, planteavlskonsulenten generelt anbefaler.

”Men hvis man har lave fosfortal, så kan vi anbefale, at man giver lidt DAP-gødning til at starte hveden op på. Og vi har givet den fuld skrue fra start, og har fulgt op i foråret med i alt 200 kg N,” siger Kristian Bang Davidsen og fortsætter:

”Vi har valgt den her en tre-trins-strategi først og fremmest for at få en mere harmonisk tildeling af hveden, og fordi at forfrugten er raps, hvor vi har set stor mineralisering ved væksstart.”

Som hveden står nu, er det ifølge Kristan Bang Davidsen ikke til at afgøre, om nogle sorter giver et bedre resultat end andre.

”Nogle er oprettende og nogle er krybende, men der kan nå at ske meget endnu i forhold til gødningen, ukrudtsbekæmpelsen og om man bruger vækstregulering,” afslutter planteavlskonsulenten.

Back To Top
TILMELD DIG VKST NYHEDSBREV