skip to Main Content
Ring til os på tlf. 7027 9000

Vil du være med til at nedbringe udledning af drivhusgasser? I VKST kan vi vurdere, om der er potentiale til permanent udtagning af kulstofrige lavbundsjorde på din ejendom samt afdække muligheder og konsekvenser i forhold til tilskud fra den nationale Klima-lavbundsordning.

Ordningen er frivillig, og tilskuddet kan søges af både private lodsejere, fonde og virksomheder – her kan vi stå for ansøgningen. Hvis flere lodsejere går sammen i et større projektområde over matrikelskel, er det kommunen, der skal stå for ansøgningen – her kan vi være rådgivere på projektet.

Hvad dækker tilskuddet?

Tilskuddet dækker en engangskompensation samt anlæg og projektering. Kompensationssatserne beregnes på baggrund af arealanvendelsen i perioden 2015-2019.

Arealer i omdrift kompenseres med et engangsbeløb på 82.500 kr./ha. Permanente græsarealer udløser 31.000 kr./ha, og naturarealer kompenseres med 4.500 kr./ha.

Næste ansøgningsrunde bliver annonceret på Miljøstyrelsens hjemmeside her.

Lever dit projekt op til kravene?

Der kan være mange spørgsmål i forbindelse med udtagning af lavbundsjorde, og der er ofte mange hensyn og praktiske udfordringer, man skal have til at gå op i en højere enhed. Inden der ansøges om tilskud, er det nødvendigt at screene sine jorder for bl.a. at fastslå, om projektet lever op til kriterierne om minimum 10 ha projektareal med minimum 60 % tørvejordsoverlap.

VKST’s konsulenter er klar til en snak om mulighederne for udtagning af lavbundsjorder på din ejendom.

Med rådgivning om lavbundsjorder får du:

  • Overblik over mulighederne på din bedrift
  • Lokalisering af hvor der kan udtages lavbundsjorder
  • Hjælp til projektering m.v.
  • Hjælp til at fremskaffe de nødvendige godkendelser og dispensationer fra myndigheder
  • Beregning af effekt og omkostninger
  • Overblik over jordbundsforhold
  • Hydrauliske informationer og kortlægning af opland
  • Indhentning af drænoplysninger
  • Viden om fredede arter omfattet af Habitatdirektivet
  • Overblik over konsekvenser for husdyrproduktionen
  • Inddragelse af natur- og jagthensyn
  • Indsendelse af ansøgning om tilskud.

Hvorfor giver det mening at udtage lavbundsjorder?

Jord, der er rig på kulstof (C) indeholder en høj mængde tørv. Tørv består primært af tørvemosser, der ikke er nedbrudt, fordi omsætningen stoppes under iltfrie forhold i vandmættede jorde. I forbindelse med landbrugsproduktion er de lavtliggende våde jorder blevet drænet, hvilket har medført en iltning af tørvejorden.

Når tørvejorden iltes, nedbrydes de ikke omsatte tørvemosser, og som følgevirkning udledes drivhusgasser som kuldioxid (CO2) og lattergas (N2O) til atmosfæren. I atmosfæren vil drivhusgasserne bidrage til forøget drivhuseffekt, der fører til klimaændringer og højere temperaturer global set.

Hvis der genskabes naturlig hydrologi, og tørvejorden igen bliver permanent eller periodevis vådere, standses drivhusgasudledningen. Jorden iltes ikke længere, og nedbrydningen af det organiske materiale bremses. Så bliver drivhusgasserne i jorden i stedet for at blive udledt til atmosfæren.

Tilskudsordningen har et bredt perspektiv og fokuserer på synergi i udtagningen af lavbundsjorder. Synergi er rettet mod vandrammedirektivet, fuglebeskyttelses- og habitatdirektivet, biodiversitet, beskyttede naturtyper, rent drikkevand, friluftsliv, økologisk landbrug og klimatilpasning.

Kan jeg udtage lavbundsjord på mine arealer?

Projektet skal leve op til kriterierne om minimum 10 ha projektareal med minimum 60 % tørvejordsoverlap. Om kriterierne er overholdt, kan man undersøge på Miljøstyrelsens kort over tørveholdige jorder i Miljø-GIS: https://mst.dk/natur-vand/vandmiljoe/tilskud-til-vand-og-klimaprojekter/klima-lavbund/

Ordningen henvender sig især til marginalarealer, der er vanskelige at dyrke, giver lavt udbytte og ofte er oversvømmede. Hvis der er tale om vandløb i projektarealet, kan det blive muligt at hæve bunden i vandløbet eller genslynge det. Der kan laves stier gennem området, som en integreret del af projektet, men det er ikke et krav. Dyr må stadig afgræsse arealet, og der må slås hø. Endvidere er jagt muligt.

Eksperter i lavbundsjorder

I VKST er vi klar til at hjælpe dig med at ansøge om udtagning af lavbundsjorder på din ejendom, og dermed reducere udledning af drivhusgasser og få gavn af de synergier, der følger med indsatsen.

Ønsker du hjælp til klima-lavbundsordningen eller yderligere information, er du mere end velkommen til at kontakte Miljø- og klimakonsulent Nina Astrid Fenger Panvil på telefon 5786 5316 eller ved at udfylde kontaktformularen her på siden.

Mere viden om udtagning af lavbundsjorder:

Du kan få mere nyttig viden på Miljøstyrelsens hjemmeside: https://mst.dk/natur-vand/vandmiljoe/tilskud-til-vand-og-klimaprojekter/klima-lavbund/

Back To Top
TILMELD DIG VKST NYHEDSBREV