Ring til os på tlf. 7027 9000
Markbrand

Minimer risikoen for markbrande

Varmt og tørt vejr i høsttiden har ofte før været skyld i markbrande, der ikke blot koster landmænd dyrt i en forvejen dyr og hård periode, men som også bringer menneskeliv i fare. Få her de gode og enkle råd til, hvordan du forebygger og får en så sikker høst som muligt.

Høst- og markbrande er hvert år skyld i, at både dyre maskiner og afgrøder for store beløb går tabt – og at dyre- og menneskeliv bringes i fare. I landbruget skal vi derfor gøre, hvad vi kan for at mindske risikoen for markbrande i det ekstremt tørre vejr – især i år, hvor det er ekstra tørt og risikoen dermed endnu større.

Enkle råd med fokus på rengøring og daglige tjek og vedligeholdelse af maskinerne kan være med til at reducere risikoen for markbrande.

Råd til forebyggelse af mark- og høstbrande:

  • Når mejetærskeren forlades ved pauser, må den ikke parkeres ved letantændelige materialer
  • Rengør motor og motorrum for avner og støv
  • Fjern ophobning af støv og avner omkring bevægelige dele
  • Rens køleren
  • Hold skærebordet fri af jorden, så slæbeskoene ikke kan ramme sten, der danner gnister
  • Rengør jævnligt udstødningssystemet for støv og avner under arbejdet
  • Under meget tørre forhold bør man medbringe en tank med vand – eksempelvis en marksprøjte med slange og strålerør eller en gyllevogn med bladspreder
  • Husk at medbringe en mobiltelefon til eventuel alarmering

Hent også gerne 112-appen til din mobil. Når man kører rundt i afgrøderne kan det være svært at holde styr på vejnavne og adresser og ved en eventuel personskade kan forvirringen eller forglemmelsen af positionen koste dyre minutter. Men når du ringer fra 112-appen, sender din telefon automatisk din præcise position til alarmcentralen, så de hurtigt kan finde ud til dig.

Husk pulverslukkere!

Pulverslukker er det bedste redskab til at slukke brand i mejetærskere og traktorer. Der bør derfor være mindst to pulverslukkere på mejetærskeren – en på hver side af maskinen. Pulverslukkerne er dog ikke egnede til brand i afgrøderne, men kan sagtens anvendes til slukning af mindre halmbrande.

Du kan læse meget mere om forbyggelse af høstbrande på SEGES’ hjemmeside eller i deres pjece om høstbrande.

Læs også om, hvordan du undgår arbejdsulykker under høsten, og hvordan du undegår ulykker på landevejen med en landbrugsmaskine.