skip to Main Content
Ring til os på tlf. 7027 9000
Ny Ejendomskonsulent: Fantastisk At Få Lov Til At Hjælpe Folk I Gang Med Deres Drøm

Ny ejendomskonsulent: Fantastisk at få lov til at hjælpe folk i gang med deres drøm

For mere end et halvt år siden skiftede Karl-Åge Hornshøj Poulsen jobbet som økonomirådgiver i VKST ud med helt nye udfordringer som ejendomskonsulent samme sted. Og det har han bestemt ikke fortrudt, for jobbet som ejendomskonsulent handler i høj grad om at hjælpe kunderne i gang med et helt nyt kapitel i deres liv.

Lidt af et drømmejob

Det er på mange måder et helt nyt fagområde og arbejdsliv Karl-Åge Hornshøj Poulsen har taget hul på som ejendomskonsulent. Og så alligevel ikke, for det er i høj grad sin viden om økonomi, Karl-Åge Hornshøj Poulsen trækker på i sit nye job og så er det ikke mindst interessen for mennesker, der er kommet i spil sammen med opgaverne som ejendomskonsulent.

– Det her job handler i høj grad om at hjælpe folk godt i gang med noget nyt – uanset om de drømmer om at få deres eget landbrug eller det er drømmen om en god tilværelse som pensionist. I begge tilfælde handler det om at hjælpe folk godt i gang og videre, og det sætter jeg en meget stor ære i at hjælpe dem med, siger Karl-Åge Hornshøj Poulsen, der som tidligere forstander på Landbrugsskolen Sjælland i Høng af og til møder tidligere elever, som gerne vil købe en ejendom.

-Det er selvfølgelig noget helt specielt at kunne hjælpe tidligere elever i gang med at få deres eget landbrug, for mange er det jo den ultimative drøm, fortæller den tidligere forstander.

En hverdag med mange forskellige opgaver

Der er aldrig to dage, der er ens som ejendomskonsulent. For hver enkelt sag skal behandles individuelt, og der kan være særlige forhold, der skal tages hensyn til. Og det er ikke kun alt det tekniske omkring en handel eller et generationsskifte, ejendomskonsulenten tager med i sit arbejde – det handler også om menneskene bag.

-Der er mange ting, der skal være på plads i forbindelse med en handel, og derfor er det en kæmpe fordel, at både køber og jeg nemt kan inddrage andre fagområder, der allerede er i huset, som eksempelvis jurister og kundens økonomirådgiver, fortæller Karl-Åge Hornshøj Poulsen.

Den afvekslende hverdag indeholder opgaver i forbindelse med køb af ejendom, generationsskifte, udarbejdelse og berigtigelse af købsaftaler, udstykning af jord og udarbejdelse af forpagtningskontrakter.  Så der er nok at tage fat på.

-Det er kort sagt hele paletten omkring køb og salg af ejendom jeg og mine kollegaer kan hjælpe med. Hvis kunden og jeg bliver enige om, at det bedste er få solgt ejendommen i fri handel, så giver jeg sagen videre til mine kollegaer hos VKST Ejendomsmæglerne, fortæller ejendomskonsulenten.

Med hele vejen – fra budget til køb

Med en fortid i en kreditforening og økonomirådgiver har Karl-Åge Hornshøj Poulsen mulighed for at hjælpe især de unge, der gerne vil ind i erhvervet hele vejen – lige fra det første grovbudget til ejendommen er købt. Det giver tryghed at have den samme rådgiver til at hjælpe sig gennem hele forløbet. Og for Karl-Åge Hornshøj Poulsen er rådgivningen helt central:

-Når jeg sidder med en ung landmand, så snakker vi om alle mulighederne og drøfter situationen. For nylig havde jeg en ung landmand, der gerne ville forpagte jord og ejendom for at komme i gang. Sammen fandt vi ud af, at der var mulighed for at lave et ejerskifte med den landmand, hvor den unge var ansat. Det er en win-win for begge parter, siger Karl-Åge Hornshøj Poulsen, der giver de unge landmænd to gode råd med på vejen, når de skal ind i erhvervet:

-Sørg for at have sparet nogle penge op og få en rådgiver, der kan hjælpe dig med at bruge dem på den bedste måde, lyder det med et smil på læben fra Karl-Åge Hornshøj Poulsen.

Back To Top
TILMELD DIG VKST NYHEDSBREV