skip to Main Content
Ring til os på tlf. 7027 9000
Høsten Står (tidligt) For Døren

Høsten står (tidligt) for døren

I år kan mine kollegaer og jeg høste markerne 14 dage før end vi plejer. Og selvom vi altid glæder os til høsten, så er det en noget blandet fornøjelse at sætte sig bag mejetærskeren i år. Manglen på regn betyder nemlig, at mange af os får et dårligt udbytte og en lav eller slet ingen indtjening.

Det er egentligt ret mærkeligt, at i en tid, hvor vi har kontrol over rigtig meget i vores liv, så er der stadig mange ting, som ikke lader sig kontrollere og styre. Vejret er en af de ting. I år får vejret afgørende betydning for resultaterne i marken.

Et historisk tørt år

Ikke siden 1992 har det været så tørt. Der vil være mange landmænd der oplever, at de har haft langt flere udgifter end indtægter på deres marker. Det siger noget om, hvor slem situationen er mange steder i landet.

For det danske landbrug er der tale om et tab i nærheden af 4,5 milliarder kroner på grund af tørken. Det er svimlende beløb. Men endnu værre er det for den enkelte bedrift.

Der er nogen, der kan komme til at mangel foder til dyrene fordi de ikke kan producere nok. Så må man ud og købe dyrt foder fra fx udlandet. Det er en svær situation når økonomien i forvejen er lidt anstrengt.

Forberedt på det værste

Jeg forbereder mig godt når høsten nærmer sig og sørger for, at mejetærskeren har fået et servicetjek, lageret er rengjort og at mine medhjælpere er klar til at rykke ud. I år tjekker jeg lige en ekstra gang, at pulverslukkerne i mejetærsker og traktorer er klar. Det er knastørt derude, og der skal ikke mere end en enkelt lille gnist fra en maskine til at sætte en mark i brand. Og skulle uheldet være ude, kan skaden minimeres med en pulverslukker.

Jeg sørger for at være klar og have kontrol over det, der kan kontrolleres. Men jeg har ikke kontrol over vejret og prøver ihærdigt på ikke at bekymre mig om det. Det er svært, for jeg ved, at resultatet af mine anstrengelser i marken ikke bliver tilfredsstillende i år.

God sommer. Jeg glæder mig til høsten – trods alt.

Poul Henrik Prahl

Næstformand i Landboforeningen Gefion
Ærtebjergvej 2
4400 Kalundborg

 

Back To Top
TILMELD DIG VKST NYHEDSBREV