Ring til os på tlf. 7027 9000
5 Skarpe Til Landmanden – Åbent Landbrug 2018

5 skarpe til landmanden – Åbent Landbrug 2018

Jesper Løje driver den 150 ha store Tågensegården i Nysted og er Danmarks sydligste mælkeproducent. Han er også med i Åbent Landbrug d. 16. september og fortæller herunder om årsagen til, hvorfor han vælger at åbne gården med 250 malkekøer op for danskerne, og om hvad han ville fortælle den danske befolkning, hvis han havde fri taletid.

 

1. Hvad er grunden til, at du vælger at åbne gården for danskerne til Åbent Landbrug?

– Grunden til jeg er med i Åbent Landbrug kommer sig i første omgang af, at inseminøren spurgte, om jeg ikke kunne tænke mig at vise vores ejendom frem. Det syntes jeg kunne være rigtig spændende, så derfor valgte jeg det.

Men grunden til, at jeg åbner vores landbrug for danskerne, er også, at landbruget er kommet langt væk fra byen, og kløften bliver dybere og dybere. Folk elsker at få lov til at komme og se dyr, og det vil jeg gerne være en del af. Jeg forventer, at der kommer en masse folk og kigger, og at folk kører herfra igen med en god oplevelse, hvor de samtidig får afklaret nogle af deres spørgsmål til landbruget.

2. Landbrugets image og troværdighed er ofte under medie- og forbrugerluppen med skarp kritik rettet mod sig. Hjælper ’Åbent Landbrug’ på det?

– Åbent Landbrug hjælper helt sikkert på den kritik, landbruget får, men vi skal helt sikkert ikke sove i timen! Vi er kun en lille gruppe landmænd, og vi kommer hurtigt i undertal, så vi skal hele tiden være på stikkerne med at besvare de spørgsmål, som kommer, og være på vagt, så der ikke kommer et hav af regler, som vi ender med ikke have indflydelse på.

3. Hvis du havde fri taletid over for forbrugerne/besøgende, hvad vil du så sige om dansk landbrug?

– Det jeg ville fortælle danskerne, ville være, at vi hele tiden prøver at gøre vores bedste for at overholde regler og love. Men det er måske ikke helt lige til, når der er nogle datoer, vi skal overholde, og vi ikke er herre over vejret.

Og så vil jeg også sige, at folk skal huske på, at vi ikke vil ødelægge naturen, som nogle går og tror. Det er faktisk naturen vi lever af, og uden den var der ikke noget landbrug.

4. Hvad har du lært mest af at være landmand gennem årene?

– Det, jeg har lært mest af, er, at man hele tiden skal være et skridt foran. Alt hvad man kan gøre i dag, skal man ikke gøre i morgen – forstået sådan, at man er meget fri. Som selvstændig landmand er der nemlig ikke nogen, som ånder dig direkte i nakken, så det er op til en selv at tage beslutningen. Og nogle gange skal man tage nogle svære og hurtige beslutninger med de konsekvenser, det kan have.

Det har gjort, at jeg som menneske er blevet meget bedre til at beslutte nogle ting, og det har også gjort, at folk respekterer mig – både som landmand og som menneske.

5. Hvis der ikke var begrænsninger i form af love og regler, økonomiske udfordringer m.m., er der så noget, du ønsker at gøre anderledes i forhold til dit virke som landmand?

– Jeg kunne måske godt tænke mig lidt mindre kontrol, men det ved jeg godt, ikke sker. Økonomisk kunne det jo være godt uden begrænsninger, så ville jeg gøre det bedre for de ansatte og lidt luksus til os selv.

VKST kører et månedligt tema med “fem skarpe til landmanden”, hvor en lokal landmand svarer på fem spørgsmål om enten et aktuelt emne i dansk landbrug eller om sit eget landbrug, sin produktion eller om sine tanker om livet.