skip to Main Content
Ring til os på tlf. 7027 9000
Er Du Ordentlig Forberedt, Når Kommunen Kommer På Miljøtilsyn?

Er du ordentlig forberedt, når kommunen kommer på miljøtilsyn?

Måske hører du til en af dem, der gruer for det kommunale miljøtilsyn, men det er der ingen grund til. For tilsynet er en god anledning til dialog, og en grundig forberedelse er med til at gøre tilsynet og dialogen lettere. Læs med her og bliv klogere på, hvad du selv kan gøre og hvordan VKST kan hjælpe dig.

Skab overblik og få styr på vilkårene i miljøgodkendelsen

Kommunerne varsler som regel miljøtilsynet 14 dage før de kommer, og det er ikke lang tid, hvis du både skal skabe dig overblik over, hvor der er noget, der skal rettes op – og få det gjort. Første skridt er at få overblik over miljøforholdene på din ejendom og eventuelle vilkår, og her hjælper miljøkonsulenterne fra VKST dig.

Ligesom du sender din bil til mekaniker, inden den skal synes, så gennemgår vi også din ejendom og eventuelle miljøgodkendelse for at se, om der for eksempel er vilkår, der skal overholdes, siger Heidi Ledskov, der er miljø- og arbejdsmiljøkonsulent i VKST.

Når VKST gennemgår ejendommen sammen med dig, får du et godt overblik over, om der er nogle områder, som du skal være særlig opmærksom på, og om der måske er noget, der skal rettes op på inden tilsynet.

-Det kan helt klart betale sig at forberede sig før tilsynet. Der er rigtig mange småting, der skal være styr på og måske nogle steder, hvor det kan betale sig at rydde lidt op. Men vigtigst af alt, skal alle papirer, attester, godkendelser, oversigtskort m.m. findes frem til gennemgang, forklarer Heidi Ledskov.

Hvis du allerede har en miljømappe, er du godt på vej, hvis du gennemgår mappen og sikrer, at alle vilkår er overholdt.

Inviter miljøkonsulenten med på tilsynet

Det er ikke altid belejligt for dig, når kommunerne kommer på tilsyn. Men det er vigtigt at tage godt imod sagsbehandleren og se på tilsynet som en mulighed for at gøre tingene bedre. VKST har gode erfaringer med at være landmandens bisidder under tilsynet.

Vores rolle er at gøre tilsynet så nemt som muligt ved at skabe en god stemning, og samtidig forsøge at gøre kommunikationen lettere og mere forståelig mellem landmænd og kommuner, siger Heidi Ledskov.

Bisidderens rolle er i høj grad at være et sæt ekstra ører under tilsynet, det betyder nemlig, at der er flere der hører, hvad der bliver sagt undervejs og som kan være med til at afklare eventuelle spørgsmål og usikkerheder.

Bliv skarp på tilsynsrapporten

Men der er ikke slut, når kommunens repræsentant kører ud af gårdspladsen.

Forberedelse er vigtigt, men det er mindst lige så vigtigt, at du læser tilsynsrapporten igennem efter tilsynet, følger op på det, der skal ændres eller svarer kommunen, hvis der er forhold, hvor du ikke er enig. Husk, der kan være kort svarfrist, fx kun 8 dage, så man skal reagere hurtigt, siger Heidi Ledskov.

Nogle kommuner afholder informationsmøde for de landmænd, som skal have miljøtilsyn i løbet af året, og VKST anbefaler, at man deltager i mødet for at forberede sig bedst muligt.

Er du i tvivl om du opfylder kravene, så kontakt miljøkonsulenterne i VKST, som er behjælpelig med at svare på spørgsmål og som hjælper dig både før, under og efter tilsynet.

Har du ikke allerede en miljømappe, kan du læse mere om mappen her.

Back To Top
TILMELD DIG VKST NYHEDSBREV