skip to Main Content
Ring til os på tlf. 7027 9000
Køb Og Salg Af Korn: Lykkeriddere Og Realister

Køb og salg af korn: Lykkeriddere og realister

Der er mange strategier for handel med korn, og det er lige nu, du skal lægge en strategi for salget af 2019-høsten. Lykkeridderen sælger hele sin høst på én gang – realisten deler sit salg over en længere periode. Hvad er du?

Mange planteavlere har muligvis allerede solgt dele af sin høst 2019, nogle følger en bestemt plan mens andre venter på en god mavefornemmelse. På KornBasen.dk er Jakob F. Kjærsgaard klar i sin udmelding og anbefaling:

-Tiden er løbet fra lykkeridderen, som sælger alt på én gang i tiltro til, at topprisen kan forudses. Det har efterladt mange skuffede og endnu flere handlingslammede, når beslutninger om salg/ikke salg skal træffes, siger Jakob F. Kjærsgaard, der dagligt holder øje med markedet og skriver om det på Kornbasen.dk.

-Hvis man læser med på KornBasen.dk kan man også læse, at det er vores klare opfattelse, at en deling af salget er det logiske modtræk mod markedets uforudsigelighed. Så gælder det om at udnytte “del-opture” i prisdannelse til et delsalg, så den endelige pris stykkes sammen og stabiliseres af flere delhandler fordelt ud over en længere periode, fortæller Jakob F. Kjærsgaard.

Delstrategi giver ro og beslutningskraft – uanset om du køber eller sælger

Når man skal vælge en strategi med del-salg eller køb, så skyldes det ifølge Jakob F. Kjærsgaard også, at det giver mere ro i selve beslutningsprocessen og dermed mere beslutningskraft, end hvis man skyder hele høsten af på én gang eller køber alt af en omgang. Til gengæld skal man leve med, at man aldrig når topprisen – men glæde sig over, at bunden også undgås.

Denne strategi gør også op med traditionen i landbruget, hvor alt sælges eller købes på én gang – typisk lige efter høst. Det er en strategi, der var udmærket for 15 år tilbage, hvor prisvariationen hen over markedsåret stort set kunne koges ned til de månedlige interventionstillæg på knapt en krone.

-Dengang havde man en stabil og forudsigelig udvikling i markedet – det har vi ikke længere, siger den ene af Kornbasens to hovedskribenter.

Slut med ultimative beslutninger

Derfor er det vigtigt med nytænkning af både købs- og salgsstrategi. Der er svært at træffe beslutninger i et varierende og uforudsigeligt marked. Nu skal man lære at leve med risikoen for, at man kunne have gjort et bedre køb eller salg, fordi prisudviklingen efter at man har truffet sin beslutning, går i en anden retning end man havde regnet med.

-Det, der virkede som en god beslutning, kan kort tid efter vise sig ikke at være så god en beslutning længere – uanset om man valgte at slå til eller lade være. Og uanset om der er tale om et salg eller et køb, siger Jakob F. Kjærsgaard, der understreger, at en delsalgsstrategi kan være rigtig fornuftig, så der er tale om flere del-beslutninger og ikke én ultimativ beslutning.

Futures og optioner er en mulighed

Uanset om man er kornkøber eller kornsælger bør man overveje, hvornår og hvordan man bruger optioner som prisforsikring eller futures til prissikring, når man sælger sit korn i en delsalgs-strategi.

-Det er unikke værktøjer, som har en 100-årig historie i landbruget i USA, og selvfølgelig kan man også bruge det i Danmark. Men for mange er det et forholdsvis nyt værktøj, og derfor er det vigtigt at søge rådgivning inden en handel, så du er sikker på forløbet, fortæller Kjærsgaard.

Du skal med andre ord vide, hvem der skal handle, hvornår det skal ske, og hvordan du gør det.

Handelsmøde om høsten 2019

Vil du vide endnu mere om futures og optioner, holder VKST handelsmøder, onsdag d. 19. juni 2019 kl. 8.30 – 10.30 i Sorø og kl. 13.00 – 15.00 i Nykøbing F. På møderne giver Kornbasen.dk også en kort opdatering på råvaremarkederne lige nu, og du kan møde teamet af økonomikonsulenter, der er specialiseret inden for området.

Du kan læse hele programmet og tilmelde dig her.
Sorø møde
Nykøbing møde

Back To Top
TILMELD DIG VKST NYHEDSBREV