skip to Main Content
Ring til os på tlf. 7027 9000
Planteavlere Har Ikke Tid Til At Holde Ferie – Få Tre Tips Til, Hvordan Du Bedst Forbereder Dig Til Foråret

Planteavlere har ikke tid til at holde ferie – få tre tips til, hvordan du bedst forbereder dig til foråret

Selvom det er vinter, er det ikke nødvendigvis lig med ferie, hvis du er planteavler. Ole Schou, planteavlskonsulent i VKST, giver her nogle tips til, hvordan planteavlere bedst kan forberede sig på den nye sæson og få mest ud af ventetiden.

Det er en stille tid i planteavlen, hvor afgrøderne er i dvale, og foråret venter rundt om hjørnet. Men der er noget at glæde sig til ifølge planteavlskonsulenten, der ser lysere på den kommende sæson. Det tegner bedre end sidste år, hvor vintersæden var både tynd og underudviklet på samme tidspunkt:

– Langt de fleste vintersædsmarker er veletablerede og står fremragende, så hvis vi er heldige med resten af vinteren, er der et rigtig godt udgangspunkt for gode vinterafgrøder i 2019. Ole Schou

Selvom det ser lyst ud for de nye afgrøder, så er der altid noget at give sig til, selvom det er en rolig tid i planteavlen. Her får du tre tips til, hvordan du som planteavler bedst forbereder dig til foråret.

1. Køb gødning nu – og spar penge

Hvis man ikke allerede har købt gødning til sæsonen for 2019, er det fornuftigt at investere i det snarest. Måske er der kun måneder til, at foråret melder sin ankomst, og hvis man skal have tilbud fra flere forhandlere, og gødningen skal leveres i god tid, skal man i gang nu. For du kan spare penge ved at vælge den rigtige gødning:

–  Øst-gødninger kan være udmærkede på spredebredder op til 24 m, enkelte måske op til 30 m, hvis man kontrollerer arbejdet med spredebakker. Men husk, at det er spild af penge at købe en gødning, der kan spredes på 36 m, hvis man kun kører på 12 eller 24 m. Det bliver alt for dyrt, understreger Ole Schou.

2. Virker drænene? Ellers er det nu, du skal gøre noget ved det

Hvis du ikke allerede har gjort det, så er det oplagt at bruge ventetiden og vinteren på at se drænene efter og rense de dræn, der trænger:

-Vi hører, at der graves tør jord op mange steder blot 30-40 cm nede, og det er optimalt i forhold til en ny dræning eller reparation af gamle dræn. Arbejdet bliver væsentlig bedre, hvis det udføres i tør jord, siger Ole Schou og understreger, at det også gælder om at få renset drænene mens tid er.

Planteavlskonsulenten opfordrer også til, at du tjekker, om der er piletræer eller andet hegn, hvor rødderne udgør en risiko for at beskadige drænene. Hvis det er tilfældet, kan du overveje, om fx piletræerne helt skal fjernes.

3. Frøavlere skal i marken og køre 

Hvis du har kløver- eller græsfrø er der stadig mulighed for at køre med Reglone og dermed minimere omfanget af frøukrudt.

-Vinterens arbejde er en vigtig del af behandlingen mod det besværlige ukrudt, som ikke kan bekæmpes på andre måder, og rettidighed i vinterperioden kan sikre dig mod en stor fra-rensning, når frøet er høstet, siger Ole Schou. 

Hvis du skal behandle mod frøukrudt gør du det bedst efter en periode med frost.

Så JA, – det er en rolig tid i planteavlen, men der er altid noget at gøre, imens vi venter på foråret!

Flere nyheder fra Planteavlsnyt

Er du som planteavler interesseret i at holde dig opdateret på, hvordan du kan optimere din dyrkningsstrategi og en lang række andre områder, så kan du læse mere om planteavl ved at klikke her.

Back To Top
TILMELD DIG VKST NYHEDSBREV