skip to Main Content
Ring til os på tlf. 7027 9000
Startede Med 1 Tønder Land: Nu Er Han Landets Og Skandinaviens Største Leverandør

Startede med 1 tønder land: Nu er han landets og Skandinaviens største leverandør

Har du været i Tivoli i løbet af efteråret, eller har du været forbi den lokale Rema1000, er der stor sandsynlighed for, at du har set et af Peters græskar.

For Peter Brødsgaard fra Skælskør er nemlig landets største leverandør af græskar. I år har han leveret 23.000 græskar til Tivolis Halloween-udstilling og mellem 7-800.000 græskar i forskellige sorter til danske supermarkeder.

En niche blev til en kæmpeproduktion

At være landets største leverandør af græskar til Halloween kommer dog ikke af sig selv. Peter Brødsgaard fik ideen til græskar-afgrøder for ti år siden, hvor det startede som en lille hobby og nicheproduktion. Men det var ikke her, drømmene startede.

I 1984 overtog den unge Peter Brødsgaard en tønder land fra sin far i et glidende generationsskifte. Her blev svineproduktionen skiftet ud, og drømmene om en stor grøntsagsproduktion begyndte. Og det skulle være sukkermajs, han skulle slå sig igennem med.

Så med en gåpåmod og kampgejst, der ikke er til at tage fejl af, fik Peter banket dørene ind hos forskellige aftagere, grønttorvet og supermarkederne, og hurtigt fik han startet en solid produktion op.

Dem, der ikke følger med i udviklingen bliver tabere

– Vi startede jo stille og roligt, og så udviklede det sig til, at vi havde kontakt til alle kunderne i Danmark. Men det krævede hårdt arbejde. Man bliver nødt til at sætte sig ind i tingene, og det gælder om at være omstillingsparat og tage chancer og eksperimentere. Man skal produktudvikle og afprøve nye sorter og typer og forlænge sæsonerne. Dem, der ikke følger med i udviklingen bliver tabere, fortæller Peter Brødsgaard om sin vej mod toppen.

I dag er han den største enkelavler på sukkermajs i Skandinavien og sidder på 40 procent af det danske marked, hvor han producerer tre millioner sukkermajs i flere varianter.

Tivoli var i tvivl – Kunne Peter levere?

For ti år siden skulle der dog ske noget nyt i produktionen. Med inspiration fra USA og England begyndte Peter Brødsgaard at dyrke græskar. Han havde allerede det stærke netværk af kunder, og med inspiration fra USA og England og en altid eksperimenterende interesse begyndte han af dyrke græskar i mange forskellige udformninger.

– Vi startede med at dyrke spisegræskar ind til grønttorvet og stille og roligt udviklede det sig til, at vi i dag dyrker mere end 20 forskellige græskarsorter, fortæller Peter Brødsgaard.

For fem år siden tog Tivoli selv kontakt til Peter Brødsgaard, da de ikke var tilfredse med deres daværende græskar-leverandør.

– De ledte efter en ny avler til at stå for deres Halloween-udsmykning af hele parken, og vi var inde til nogle samtaler med dem. De var dog i tvivl om, hvorvidt jeg kunne løfte opgaven, fortæller Peter.

Han lovede dog, at det ikke ville blive et problem. Og det blev det heller ikke. I år er det femte år i træk, at Peter står for hele græskar-udsmykningen i Tivolis flotte Halloween-park. Både gigantiske kæmpegræskar og et svimlende antal græskar i et væld af forskellige sorter, former, mønstre og farver pryder hele forlystelsesparken lige nu, inden Tivoli lukker dørene for sæsonen på søndag.

Græskar bliver stort i den nye sundhedsbølge

Peter Brødsgaard er begejstret for sin græskar-produktion og elsker at specialisere sig yderligere i den store orange frugt.

– Vi eksperimenterer hele tiden, og græskar er en fantastisk frugt, som jeg spår vil blive det helt store i den veganerbølge, der er på vej over landet. For de er hamrende sunde og kan bruges til både suppe, pasta, chips, pomfritter og meget mere, fortæller Peter Brødsgaard.

Og netop det eksperimenterende instinkt skal han holde fast i.

– Vi skal hele tiden være med på det nye og omstille os til, hvad forbrugerne vil have. Vi skal turde prøve noget nyt, tage nye tiltag og satse. Det er det vigtigste for at kunne nå til tops med en nicheproduktion. Men man skal også turde fejle. Det har vi gjort flere gange, hvor vi ikke har slået igennem med et produkt, men det skal der også til, ellers står man stille, siger Peter Brødsgaard og uddyber:

– Man skal gøre sig til en ener og gøre sig selv bedst på alle parametre. Lige nu er vi eksempelvis pionerer inden for spaghetti-græskaren, som er ved at vinde ind hos danskerne, og som har et kæmpe vækstpotentiale.

”Du skal gøre det, du er god til”

Peter Brødsgaard har dog også en grænse i forhold til, hvor stor produktionen må blive.

– Vi er i et leje nu, hvor vi ikke skal blive meget større. Man bliver meget hurtig sårbar, hvis man bliver for stor, så derfor sætter vi også foden ned her i forhold til produktionsstørrelse, fortæller ter Brødsgaard, der dog ikke vil stoppe med at videreudvikle sit produkt.

– Man skal gøre det, man er god til, og så skal man dyrke det. Jeg kan tænke anderledes og være kreativ og tør tage chancer, og det vil jeg blive ved med, siger han.

I år har Peter Brødsgaard eksempelvis eksperimenteret med et hvidt græskar, som han kalder ”Ghost”. Det er Coop, der bestilte et anderledes græskar til Halloween, og det hvide spøgelsesgræskar har solgt som varmt brød.

Vi har faktisk produceret alt for lidt, men sådan kan det også gå, når man finder på noget nyt

– Vi har faktisk produceret alt for lidt, men sådan kan det også gå, når man finder på noget nyt. Så ved vi det til næste år, afslutter en smilende Peter Brødsgaard fra kontoret på Thorsbjerggard uden for Skælskør.

Back To Top
TILMELD DIG VKST NYHEDSBREV