skip to Main Content
Ring til os på tlf. 7027 9000
Nyt I Efterafgrøder: Kan øge Frugtbarheden

Nyt i efterafgrøder: Kan øge frugtbarheden

Efterafgrøder er en stor del af fremtidens landbrug, og der er ingen tvivl om, at efterafgrøderne kan mere end det, de oprindeligt var tiltænkt; nemlig blot at opfange kvælstof fra jorden.

Torsdag d. 22. oktober afviklede SEGES og VKST Markvandring i efterafgrøderne med fokus på funktionelle afgrøder, jordløsning og kulstofopbygning med efterafgrøder.

Og der er ingen tvivl om, at efterafgrøderne kan mere end først tiltænkt. De kan nemlig tilføre kulstof og penetrere hårde jordlag.

-Hvis man vælger de rigtige arter, kan efterafgrødeplanterne medvirke til at holde jordens frugtbarhed høj ved at tilføre kulstof, og nogle arter kan i høj grad medvirke til at penetrere og løsne hårde jordlag i dybden, siger planteavlskonsulent Ole Schou, der holdte oplæg ved markvandringen.

Ukendte arter i landbruget

Han fortæller, at der i forsøg i VKST er sået mange arter, som er ukendte for landbruget, fx havesyre, cikorie og have-karse, sammen med de traditionelle lupiner, vikke, vinterhavre, quinoa, kløver-arter og ræddiker.

-Og JA, der er medtaget de kvælstofsamlende typer, som lige nu ikke er tilladt at bruge, men noget tyder på, at det i fremtiden kan blive tilladt, at de indgår i blandingerne. Og det er jo virkeligt interessant, påpeger Ole Schou.

I forsøgene er det tydeligt at se, hvor store forskelle der er mellem arterne, og at man bør udvælge sine blandinger efter, hvilket af de førnævnte formål de skal opfylde. Hertil kommer, at man skal tage hensyn til både jordtype og ejendommens øvrige afgrøder og risikoen for, at der er fælles sygdomme mellem efterafgrøderne og hoved-afgrøderne, dvs. sædskiftesygdomme.

På den europæiske platform www.best4soil.eu findes de nødvendige oplysninger om risiko for sygdomme mellem efterafgrøderne og de salgs-afgrøder, der dyrkes i hovedsæsonen.

Ny digital måler: Få jorden analyseret digitalt

På markvandringen blev der også fremvist en helt ny digital anordning til efterafgrøderne. Nemlig en ny digital måler, der kan måle jordens fasthed og hårdhed ned til en meters dybde. (Se billede af den digitale måler herunder eller øverst i artiklen)

På den måde kan målingerne nu blive meget mere præcise, og man kan få en digital analyse, så man kan arbejde mere målrettet med jorden, der netop kan være meget afvigende i de forskellige efterafgrøder.

Back To Top
TILMELD DIG VKST NYHEDSBREV