skip to Main Content
Ring til os på tlf. 7027 9000
Skal Majsen Høstes Nu?

Skal majsen høstes nu?

Prognoserne forudsiger fortsat tørke og varme den næste måned, og derfor er det nu nødvendigt at vurdere, hvorvidt majsen pga. manglende kolbesætning skal høstes allerede nu.

Varmen og manglen på vand har mange steder påvirket majsen, og flere steder så meget, at udsigten til en optimal høst er langt væk. Der skal derfor nu tages stilling til, om majsen pga. manglende kolbesætning skal høstes som grøntfoder i stedet for.

– Det er en rigtig ærgerlig situation, hvis man er nødsaget til at høste nu, og det kommer til at koste stort udbytte, siger planteavlskonsulent Per Jensen fra VKST.

Ingen kolbe? Høst nu!

Per Jensen forklarer, at det er meget vigtigt at gå ud og vurdere marken og holde grundigt øje med majsen.

–  Har størstedelen ikke sat kolbe endnu, SKAL majsen høstes nu som grøntfoder. Der er ikke udsigt til regn, og lader man den stå, vil majsen blot visne yderligere. Så det er nu, du skal ud og kigge efter.

Har størstedelen af majsen sat kolbe, er det planteavlskonsulentens vurdering, at man skal lade den stå og høste, som man plejer. Han understreger dog, at det er vigtigt at se på marken som helhed.

– Man skal ikke tage høst-beslutningen ud fra de planter, der står i kanten af marken. Du skal ind i marken og inspicere planterne grundigt, så du kan tage udgangspunkt i helheden af marken, forklarer Per Jensen.

Tørken stresser majsen

De fleste afgrøder er påvirket af tørken. Majsen mærker tørken mest på de lette områder, på områder med strukturskader og selvfølgelig på arealer, der mangler vand.

 

På billedet foroven ses to majsplanter, hvor den øverste har stået i strukturskadet jord og samtidig ikke fået den optimale vandforsyning.

– Roduviklingen er derfor dårlig, men den har udviklet en kolbe. Den nederste plante er fra samme mark, men fra et område på marken, hvor strukturen i jorden ikke er beskadiget og den derved har en god næringsstofforsyning. Kolbeudviklingen er god og kernesætningen ligeledes pga. en god bestøvning. Roden er dobbelt så stor som på planten fra den strukturskadede jord, og den har god udvikling af luftrødderne, forklarer Per Jensen om de to forskellige majs-planter og fortsætter:

– Ingen af planterne er visnet, hvilket indikerer, at der stadig er liv i planterne.

Spar med andre, når den vigtige beslutning skal træffes

Per Jensen anbefaler, at man sparrer med andre, når beslutningen om en tidlig høst eller ej skal træffes. Han foreslår derfor også, at man ved den mindste tvivl kontakter sin planteavlskonsulent.

– Er du i tvivl, hvorvidt majsen skal høstes nu eller blive stående, vil en planteavlskonsulent altid kunne vejlede dig om den mest optimale beslutning.

Back To Top
TILMELD DIG VKST NYHEDSBREV