Status for afgræsning
2. maj 2024Af Økologikonsulent: Carsten V. Jensen
Kløvergræsmarkerne har fået en ret fornuftig start på året. Hvis man har været ude med gylle i det tidlige forår, kan man se at de gødede marker har fået et forspring.
I figuren herunder ses en prognose for græsvæksten for økologiske marker den næste uge. Kurven illustrerer den forventede tilvækst i FEN pr. dag og ikke den akkumulerede mængde. I en del marker er der en pæn pels som køerne har kunnet hente. Hvis det skal udnyttes optimalt og man skal sikre en tilstrækkelig hvile til græsset, skal man have én fold pr. dag i en rotation på 3 uger. Det gør, at man hver dag kan tilbyde køerne helt frisk græs. Imidlertid giver rigtig mange landmænd op fordi hegnsarbejdet virket helt uoverskueligt. Hvis man har et fast omfangshegn og en drivvej, så skal resten klares med en polytråd. Gør det til en vane at opsætte næste dags fold i forbindelse med at køerne hentes hjem til malkning. Kik på marken hvor køerne går i dag, og reguler næste dags foldstørrelse, så køerne æder i bund uden at dødbide græsset. Køerne skal helst efterlade marken som efter skårlæggeren med en stubhøjde på 5-6 cm.
Som det ses af vækstkurven, har nætterne med nattefrost ikke gjort noget godt for græsset, hvilket de violette bladspidser også vidner om. Prognosen forudser at tilvæksten kommer op i nærheden af 40 FEN/ha/dag i løbet af nogle dage. Hvis man græsser i ”reguleret” storfold eller i relativt få folde, kan man derfor bruge kurven til at regulere staldfodringen, så det passer til markens forventede udbud. Hvis marken var græsset i bund d. 27. april, så forventes tilvæksten at blive 280-300 FEN pr. ha d. 7. maj.

Vækstkurve for græstilvækst for Midtsjælland, 30. april 2024 (Bregnet med SEGES Afgræsningsprognose)