Tænk på din skat inden nytår
3. december 20212021 lakker mod enden, og det er derfor nu, du skal tænke på skatten. Har du almindeligt kalenderårsregnskab, er der nemlig en række forhold, du som landmand skal være opmærksom på, før 2021 er forbi.
1.Indbetaling på pensionsordninger
Her er de vigtigste regler for, hvor meget du kan indbetale/få fradrag for, for 2021:
- Aldersopsparing:
– Hvis du har mere end fem år til folkepensionsalderen, kan du maksimalt indbetale op til 5.400 kroner.
– Fra og med det indkomstår, hvor du har fem år eller mindre til folkepensionsalderen, kan du maksimalt indbetale op til 52.400 kroner. Der er ikke fradrag for disse indbetalinger. Omvendt er udbetalingerne skattefri. - Ratepension og ophørende alderspension: Maksimalt fradrag 58.500 kroner.
- Livsvarige livrenter (arbejdsgiveradministrerede ordninger): Fuld fradragsret.
- Livsvarige livrenter (private ordninger): Maksimalt fradrag 53.800 kr., men dog fuldt fradrag hvis man aftaler et større beløb for en periode på mindst 10 år. Store engangsindskud fordeles over 10 år, men hvis 1/10 af indskuddet er mindre end 53.800 kroner, kan der dog altid fratrækkes 53.800 kroner.
- Du kan dog som selvstændigt erhvervsdrivende alternativt få fradrag for indskud på op til 30 procent af overskuddet til en pensionsordning oprettet som livsvarig livrente. Har du haft et godt år, vil du dermed kunne få fradrag for et større beløb end 53.800 kroner. Få evt. din skattekonsulent til at give dig et estimat over, hvad du kan indbetale på 30 procent-ordningen.
Vær opmærksom på, hvornår din bank har sidste frist for indbetaling på pensionsordninger i år, samt de skattemæssige konsekvenser, hvis indbetalingen sker med midler i virksomhedsordningen.
2.Tjek forskudsopgørelsen for 2022
Kontroller, at indkomsterne og fradragene på din forskudsopgørelse er rigtige. Havde du underskud i 2020 og 2021, men forventer du et overskud i 2022, skal din forskudsopgørelse rettes. Det samme gælder, hvis du regner med at tjene mindre i landbruget i 2022 end tidligere. B-skatteraterne fastsættes ud fra de indkomster, du tidligere har haft. Derfor er det vigtigt at kontrollere forskudsopgørelsen. Forskudsopgørelsen har også betydning for udbetaling af sociale ydelser.
3.Gaver i familien
Hvis du giver gaver til børn og børnebørn på op til 68.700 kroner (24.000 kroner til svigerbørn), skal der ikke betales gaveafgift. Beløbsgrænsen gælder per gavegiver. Hvert barn kan derfor modtage op til 137.400 kroner uden afgift, når der kommer gave fra både far og mor. Det er vigtigt, at gaverne gives fra hver af gavegiverne. Gaver kan også uden skattemæssige konsekvenser gives til en samlever eller til søskende, hvis man har boet sammen i mindst to år og stadig er samboende, når gaven gives.
4.BoligJobfradrag
Det maksimale fradrag for udgifter til arbejdsløn for serviceydelser i hjemmet er på 25.000 kroner pr. person.
Det maksimale fradrag for udgifter til håndværksydelser med grønt sigte i hjemmet er på 25.000 kroner pr. person. På Skattestyrelsens hjemmeside er der en liste over godkendte service- og håndværksydelser.
5.Optimer skatteindbetalingen
Hvis du forventer at skulle betale restskat, er der flere håndtag, du kan dreje på for at optimere din skatteindbetaling.
- Indbetaling til pension er en velkendt mulighed. Du kan lave indskud på ratepension op til en vis grænse, eller du kan indsætte op til 30 pct. af resultatet før renter på en livsvarig pension
- En anden mulighed er at fremskynde vedligeholdelsesarbejde på ejendommen
- Frivillig indbetaling af restskat før 1. januar 2022 – så sparer du rentetillægget, som ikke er skattefradragsberettiget
- Endelig kan du bruge virksomhedsordningen, så du sparer op i virksomheden til 22 pct. aconto skat. Det forudsætter dog, at der er penge til overs i virksomheden
Hvilke muligheder, der er aktuelle for dig og din virksomhed, vil være helt individuelt, så vi anbefaler altid, at du tager en snak med din økonomirådgiver om din situation.
Kontakt din økonomikonsulent i VKST, hvis vi skal hjælpe dig med at kigge på det foreløbige resultat for 2021 og optimering af skatten.