Tidlige regnskaber: Fornuftigt år for mælkeproducenter
12. marts 2024De tidlige regnskaber viser et positivt 2023 for konventionelle mælkeproducenter og et mere presset år for de økologiske.
Modsat de pressede planteavlere, har det været et anderledes positivt år hos de danske mælkeproducenter i 2023 – i hvert fald de konventionelle.
– Overordnet set har de danske mælkeproducenter haft et fornuftigt år. Mælkeprisen har godt nok været faldende, mens renteomkostningerne er steget, så der er langt til de flotte resultater fra jubelåret 2022, konstaterer Louise Rødkær Hermansen, strategi- og virksomhedskonsulent hos LandboNord.
Resultatet efter finansiering for mælkeproducenterne i 2023 landede på et gennemsnit på 1,7 millioner kroner ved 285 årskøer – et fald fra 5,1 millioner kroner året før, som imidlertid var det bedste nogensinde i dansk mælkeproduktions historie.
Ifølge økonomirådgiver i VKST Casper Elkjær er det primært den faldene afregningspris og de fortsat stigende stykomkostninger, der er med til de lavere resultater hos mælkeproducenterne. I grafen nedenfor ses mælkeprisen, standard mælk 3 års udvikling:
Louise Rødkær Hermansen samtykker med mælkeprisen, men fremhæver, at 2023 har været et godt indtjeningsår sammenlignet med de forgangne år.
-Sammenlignet med både 2020 og 2021 har mælkeproducenterne klaret sig fint i 2023. Når vi ser på ydelsen, har der været en stigning i leveret kg EKM pr. ko. Det betyder, at landmanden aktivt har gjort en indsats for at øge indtjeningen. Ikke nok med at mælkeproducenterne har rykket sig godt på ydelsen, så har de samtidig sænket foderforbruget pr. kg EKM. Det er ikke alene godt for økonomien, men også for klimaet. Kvægbruget er en del af løsningen på fremtidens klimaproblemer, og analysen viser, at der er øget fokus på en klimaeffektiv mælkeproduktion, tilføjer Louise Rødkær Hermansen.
Pres på økologien
De økologiske mælkeproducenter har været presset i 2023. Resultatet efter finansiering landede i gennemsnit på 447.000 kroner ved 199 årskøer. Det er et markant fald fra 2,9 millioner kroner tilbage i 2022. Den økologiske mælkepris har i en længere periode været under pres, samtidig med at renteudgifterne også gør ondt.
Presset på økologerne har betydet, at der blot har været 150.000 kroner til konsolidering i 2023 – mod 1,5 millioner kroner året før. Til sammenligning har de konventionelle en konsolidering på 644.000 kroner.
På positivsiden tæller, at økologerne i lighed med deres konventionelle kolleger også har formået at løfte ydelsen pr. ko.