VKST klager over rensningsanlægs udledning af spildevand
30. oktober 2023Det er Holbæk Kommunes midlertidige tilladelse til, at byens rensningsanlæg kan udlede mere spildevand, der har fået VKST til at klage til Natur- og Miljøklagenævnet. For hvordan kan man give tilladelse til at udlede spildevand i en fjord, der har en dårlig miljøtilstand – og samtidig stille flere og flere krav til landbrugets reduktion af kvælstof?
Holbæks rensningsanlæg skal renoveres, og i den forbindelse har forsyningen fået tilladelse til, i en periode, at udlede mere spildevand end normalt. Det sker samtidig med, at landbruget ifølge vandplanerne i år 2024 skal etablere 44,2% efterafgrøder og om få år skal etablere 120% efterafgrøder, og altså braklægge store arealer for at kunne nå det mål.
Strider mod hele vandrammedirektivet
Og i samme periode er debatten om iltsvind blusset op, og billeder fra bunden af Isefjord kunne ses i alle medier – og mange pegede på landbruget som årsagen. Men billedet er mere nuanceret end som så, og derfor har VKST klaget på vegne af et lokalt medlem samt en fisker fra området.
Landbruget skal reducere kvælstof for at forbedre vandmiljøet, men samtidig må forsyningen hælde mere spildevand i fjorden
-Vi har klaget fordi udledningstilladelsen strider mod hele vandrammedirektivet, hvor der står, at man ikke må gøre noget, der forringer vandmiljøet tilstand, og det gør man, når der ledes mere spildevand ud i fjorden, siger Yke Kloppenbourg Oosterwoud, der er økologisk landmand ved Gislinge og medlem af bestyrelsen i VKST.
-Der er tale om en fjord, der ifølge vandplanen er meget sårbar, og hvor landbruget skal reducere kvælstof for at forbedre vandmiljøet. Men samtidig må forsyningen hælde mere spildevand i fjorden. Det hænger ikke sammen, siger hun.
Yke Kloppenbourg Oosterwoud understreger, at hun har stor forståelse for, at rensningsanlægget skal renoveres, men at hun som landmand har svært ved at acceptere, at der er forskel på, om man driver landbrug eller et rensningsanlæg:
-Vi taler om et vandopland, hvor landmændene skal braklægge op til 30 pct. af arealet for at opfylde kravene i vandplanen, og samtidig får forsyningen lov til at tilføre mere spildevand, det giver ikke mening.
Hun bakkes op af erhvervspolitisk konsulent Erik Hansen Blegmand fra VKST, der påpeger, at tilladelsen i hans optik har væsentlige mangler:
– Der er tilsyneladende ikke udarbejdet en VVM-vurdering, miljøscreening eller en miljøvurdering, selvom om projektet vil påvirke et målsat vandområde negativt med en merudledning af miljøfremmede stoffer til et vandområde, der i forvejen ikke opfylder kravene i vandplanerne, lyder det fra Erik Hansen Blegmand, der også har skrevet selve klagen.
Han fortæller, at rensningsanlægget med tilladelsen får lov til en merudledning af kemiske stoffer som fx kviksølv og bly, der ledes direkte ud i Holbæk Fjord:
Fjorden lever i forvejen ikke lever op til miljøkvalitetskravet for kviksølv og bly, der er en del af årsagen til, at der ikke er god kemisk tilstand
-Merudledningen af kviksølv og bly fra Holbæk Renseanlæg sker til et vandområde, der er stillet store krav til i vandplanen, og hvor fjorden i forvejen ikke lever op til miljøkvalitetskravet for kviksølv og bly, der er en del af årsagen til, at der ikke er god kemisk tilstand.
Lige for loven?
Et andet kritikpunkt i klagen er, at tilladelsen er givet med tilbagevirkende kraft, det vil sige, at forsyningen allerede var i gang med at udlede mere spildevand, da man indsendte ansøgningen om en tilladelse.
-Det er under al kritik, at tilladelsen gives med tilbagevirkende kraft, så er skaden jo sket, siger Yke Kloppenbourg Oosterwoud.
VKST følger op på sagen, og undersøger blandt andet den kritik, som Miljøstyrelsen har fremsat i forbindelse med tilsyn på rensningsanlægget.
Læs hele klagen her.
Fakta: Det udleder rensningsanlægget
Holbæk Renseanlæg har et punktkildebidrag for kvælstof på 31 procent, 49 procent og 22 procent i hhv. juni, juli og august måned for hele indre Isefjord. Bidraget er på 38 procent, 54 procent og 29 procent i hhv. juni, juli og august måned for Holbæk Fjord – en periode, hvor fjorden er mest følsom for kvælstof i forhold til algevækst.