skip to Main Content
Ring til os på tlf. 7027 9000

Rådgivningsselskabet VKST oplever markant stigning i efterspørgslen på rådgivning og en betydelig tilgang af nye kunder. Således er omsætningen steget med 2,5 mio. kr. og ender på 185 mio. kr. i 2017. 

Allerede i fusionens første år oplever VKST øget tilgang af kunder, og de efterspørger blandt andet målrettede rådgivningsforløb med fokus på indtjening.

– Vi har konstant fokus på, hvordan vi kan forbedre bundlinjen hos vores kunder. Og især de målrettede rådgivningsforløb, hvor vi sammen med kunden skaber forandringer ude på bedriften er helt afgørende for, at kunderne får en højere indtjening, siger administrerende direktør i VKST, Mads Birk Kristoffersen.

Specialiseret rådgivning hitter

Det er især inden for den mere specialiserede del af rådgivningen, at VKST oplever en markant øget efterspørgsel. Det er fx områderne juridisk rådgivning, svinerådgivning, økologisk rådgivning samt områderne byggeri og miljørådgivning, der har oplevet fremgang i 2017.

– Vi har en klar strategi om, at vi skal kunne yde rådgivning på andre områder end de gængse. Når vores benchmark viser, at kundens indtjening er lav sammenlignet med tilsvarende bedrifter, så hjælper vi også med løsninger og følger op sammen med kunden ude i stalden og i marken. Dét skaber resultater, der kan ses på bundlinjen, siger Mads Birk Kristoffersen.

Fusion forløber efter planen

På trods af den øgede efterspørgsel kommer VKST ud af 2017 med et beskedent årsresultat på 70.000 kr.

– Vores overskud er for lavt sammenlignet med vores omsætning. Og selvom vi har afholdt alle omkostninger ved fusionen, så er det ikke et tilfredsstillende resultat for 2017, siger direktør Gert Klitgaard, der dog understreger, at fusionen er forløbet efter planen og at VKST har skabt fundamentet for fremtidens rådgivning.

Allerede før etableringen af rådgivningsselskabet VKST i 2017 blev der lagt en klar plan for fusionsforløbet. Og den plan er siden fulgt nøje. Det betyder ifølge direktør Gert Klitgaard, at harmoniseringen af de to organisationer er sket i et højt tempo og hele tiden med fokus på at servicere og rådgive kunderne.

 

 

 

 

 

 

Yderligere oplysninger:
Administrerende direktør Mads Birk Kristoffersen, tlf. 3054 1070
Direktør Gert Klitgaard tlf. 2013 0219

 

Back To Top
TILMELD DIG VKST NYHEDSBREV