skip to Main Content
Ring til os på tlf. 7027 9000
VKST’s Hvedekamp 2021: Tæt Løb I Top Tre

VKST’s Hvedekamp 2021: Tæt løb i top tre

Hvedesorten Champion levede op til sit navn og blev den bedst ydende sort i årets Hvedekamp. Og dermed tilfaldt sejren FMC, der netop havde valgt Champion, og det valg kvitterede med et nettoudbytte på 12.862 kr. pr. ha. Men forskellene blandt de tre bedste var minimale, og der var bare 129 kr. ned til andenpladsen.

Champion levede op til sit navn

Startgødning i efteråret og efterfølgende to tildelinger i foråret samt 3 svampesprøjtninger med moderate mængder bragte FMC på førstepladsen. Men ifølge planteavlskonsulent Kristian Bang Davidsen, var det primært valg af sort, der blev afgørende for sejren:

-Det er sortsvalget, der ender med at blive afgørende i årets Hvedekamp. Af de sorter der deltog, har netop Champion givet det højeste udbytte i lokale sortsforsøg. Så i år er det uden tvivl sortvalget, der har haft afgørende betydning for, at FMC løb af med sejren, siger planteavlskonsulent i VKST, Kristian Bang Davidsen.

Tæt løb i toppen

På anden pladsen i årets Hvedekamp ligger Syngenta med sorten SY Insitor, og ligesom FMC har de tildelt gødning og svampebekæmpelse tre gange, og der er da også kun 129 kr. i forskel mellem de to. På tredje pladsen ligger Adama med KWS Schimitar og et udbytte på 12.667 kr. pr. ha og altså 195 kr. mindre pr. ha. end FMC. Adama har tildelt gødning 4 gange mens der er sprøjtet mod svamp to gange.

Umiddelbart ser det dog ikke ud til, at bekæmpelsen med svampemidler har haft afgørende betydning for udbytte, for den ene af VKST’s tre parceller blev ikke sprøjtet med svampebekæmpelse og nåede trods alt et udbytte, der gav en 9. plads.

Vejret tog toppen af udbyttet

Vejret har været temmelig utilregneligt i denne sæson med et langt og mildt efterår, hvor vinteren først viste sig i slutningen af januar.

-Derefter kom en lang periode med skiftevis tørt og koldt vejr med frist, og det kan være udfordrende for den langhårede hvede, lyder det fra Kristian Bang Davidsen.

Og det skiftevejr fortsatte med en kold og våd maj:

-Selvom maj var en våd måned, så var smittetrykket af septoria moderat, og merudbytte for svampebekæmpelse var ca. 10 hkg, fortæller Kristian Bang Davidsen og fortsætter:

-Med juni kom varmen og bagefter hedebølgen i medio juni, hvilket satte gang i modning af afgrøderne, og ligesom alle andre kunne deltagerne i Hvedekampen mærke, at det tog toppen af udbyttet.

Særligt én faktor har betydning for klimaftrykket

Igen i år var CO2-regnskabet på hvede en del af årets dyst. Baggrunden skal findes i den politiske bevågenhed, der er omkring landbrugets klimaaftryk, og derfor tog deltagerne i hvedekampen udfordringen op og kæmpede om, hvem der kunne lave det højeste udbytte med laveste klimaftryk.

Med den laveste emission på 294,8 kg CO2 ækvivalenter pr. hkg. samt højeste udbytte, vandt Syngenta kampen om det laveste klimaftryk. Og her viste det sig, at særlig én faktor var udslagsgivende:

-Resultaterne viser, at det det sted, hvor gødning er produceret, kan blive helt afgørende for det samlede CO2-aftryk i marken, og her betyder produktionsmetode noget for, hvor stort et klimaaftryk gødningen sætter, siger Kristian Bang Davidsen.

Corteva havde det højeste klimaaftryk med en gødning, der er produceret i Rusland.

Back To Top
TILMELD DIG VKST NYHEDSBREV