Regn fra oven, men jorden skriger stadig på vand! Her er 3 ting, du bør få styr på i regnvejret
26. maj 2025Vi har længe ventet på regnvejr – og nu kommer det. I hvert fald på overfladen…
For bare to uger siden viste vejrudsigten 10 dage med tørvejr og et rekordagtigt ”tørkeindeks” for årstiden. I sidste uge skiftede vejret, og vejrudsigten blev nu helt modsat: Der faldt jævnligt byger, og vejrudsigten viser i skrivende stund regn næsten hver dag i den næste periode. De fleste steder er det dog kun 2, 3 eller 5 mm ad gangen, der reelt falder.
Det virker forfriskende for afgrøderne, men i realiteten er tørkeindekset næsten ikke ændret, da mængden af jordvand i røddernes område stadig er langt under normalt. Vi har altså nu en situation, hvor afgrødernes blade er fugtige, men rødderne kæmper alligevel med at finde vand nok til væksten.
På en lun sommerdag med let blæst kan der fordampe op mod 5 mm vand, så der er brug for en god ”bundbløder”, før balancen i nedbørsregnskabet kan genoprettes. Det har nogle enkelte landsdele fået, men langt fra alle. Så tørkepletterne breder sig stadig i nogle områder.
1. Hold øje med svampesygdomme og planlæg næste behandling
De fugtige blade i afgrøderne giver svampesygdommene gode vilkår. Derfor er det vigtigt, at du fortsat holder godt øje med bl.a. Septoria og Rust i hvede, og Bladplet og Skoldplet i byggen.
Udfordringen er selvfølgelig, at der med de mange byger ofte også kommer blæsevejr både før og efter regnen, som gør det svært at finde et hul til behandling af markerne. Derfor er det vigtigt at være klar, så snart der opstår en mulighed for at komme ud.
2. Gennemgå dit lager og undgå dumme bøder
Mens du venter på at komme i markerne igen, opfordrer vi til, at du bruger tiden på at gennemgå dit lager af planteværnsmidler og sikrer dig, at de stadig er lovlige. Mange midler udløber i løbet af sæsonen eller får en ny godkendelse med et nyt nummer, og de bliver dermed ulovlige at opbevare.
Hvis en kontrol finder et produkt, der er udløbet, koster det ca. 8.000 kr. i bøde pr. produkt. Derfor bør du slå alle dine produkter op mindst to gange om året – enten på Middeldatabasen eller bruge app’en til at tjekke QR-koden på produktet. Finder du blot ét produkt, der er for gammelt, har du sparet dig selv for en unødvendig udgift.
3. Få styr på sprøjtejournalen
En anden opgave, du med fordel kan klare i regnvejret, er at få din sprøjtejournal fuldstændig opdateret og helt korrekt. Reglerne er strammet op, og de vil blive yderligere strammet i de kommende år, så et kontrolbesøg vil som regel også interessere sig for, om journalen er opdateret.
Hvis du bruger maskinstation til at udføre sprøjtningen, er det ansøgeren – altså den, der har ansvaret for driften af marken – som skal have den ajourførte journal liggende.
__________________________
Har du brug for sparring omkring planteværn, sygdomsstrategier, sprøjtejournal eller lagergennemgang, så tag endelig fat i os. Vi kan hjælpe med at få det hele på plads.
