Ferietid kræver forberedelse: Sådan sikrer du ro i driften i ferieperioden
7. maj 2026Sommerferieperioden nærmer sig, og det kræver forberedelse af både opgaver, medarbejdere og ansvar. Det gælder uanset, om der kommer en ferieafløser på bedriften, eller I dækker ind for hinanden.
Som ejer er det dit ansvar, at driften er stabil og hænger sammen i sommerferieperioden. Både når du selv er væk, og når dine medarbejdere er det. Samtidig skal dine medarbejdere føle sig trygge i de opgaver, de overtager, mens ferieplanen kører.
Ledelseskonsulent Jette Sandager har tre gode råd, der gør det lettere at gå på ferie med ro i maven for alle:
1. Skab overblik og få de rigtige på opgaverne
Start med at få alle opgaver skrevet ned: både de daglige rutiner og de opgaver, der kun opstår indimellem. Prioritér dem og beskriv, hvordan de mere komplicerede opgaver skal løses.
– Først og fremmest handler det om at give alle et overblik over de opgaver, der skal løses i ferieperioden, så alle ved, hvad der skal gøres, og hvornår det skal ske, siger Jette Sandager.
Men overblik handler ikke kun om opgaver. Det handler også om, hvem der skal løse dem.
I ferieperioden mangler specialisten til en konkret opgave indimellem. Derfor er det vigtigt at fordele opgaverne til nogen, der enten har erfaring eller kan sættes ind i dem i god tid.
Jo tidligere du går i gang, desto bedre mulighed har du for at klæde medarbejderne på til opgaver, de ikke løser til daglig.
2. Gør planen synlig for alle
En kalender eller en tavle er et simpelt, men effektivt redskab, så alle medarbejdere kan se, hvilke opgaver der skal laves, hvornår og hvem der gør det.
Det minimerer misforståelser og skaber klarhed i hverdagen.
Samtidig er det vigtigt, at der bliver udpeget en ansvarlig for bedriften, mens du selv holder ferie.
3. Påskøn indsatsen
Ferieperioder betyder ofte lavere bemanding og nye opgaver. Derfor er det vigtigt at påskønne medarbejdernes indsats:
– Det kan være en sodavand i varmen, kage til kaffen eller noget helt tredje. Det er ikke så vigtigt, hvad du gør, men at medarbejderne mærker, at du ser og påskønner deres indsats, fortæller Jette Sandager.
Når indsatsen bliver anerkendt, stiger både motivationen og lysten til at tage ansvar.
Jo tidligere du planlægger, desto mere ro i ferieperioden
God ferieplanlægning handler i høj grad om at være i god tid.
Jo tidligere du har overblik over ferieønsker, desto lettere er det at:
- få bemandingen til at hænge sammen
- imødekomme medarbejdernes ønsker
- sikre en god overdragelse af opgaver
Særligt på større bedrifter gør det en mærkbar forskel.
Har du allerede en personalehåndbog, er du godt på vej til en god ferieplanlægning. Den beskriver retningslinjer for registrering af overarbejde, pauser og meget andet – og gør det lettere for medarbejderne at navigere, når du ikke er til stede.
Har du brug for sparring?
Du er velkommen til at kontakte ledelseskonsulent Jette Sandager for gode råd til ferieplanlægningen eller hjælp til at lave en personalehåndbog.
📞 Jette Sandager, ledelseskonsulent, tlf. 2170 2552 eller jas@vkst.dk
