Esbens minivådområde har givet store sidegevinster
16. juni 2025På Langager ved Susåen har Esben Clausen anlagt et minivådområde. Det er der kommet både et rigere dyreliv, en flottere udsigt og følelsen af at gøre en forskel ud af.
Når Esben kigger ud ad vinduet fra stuehuset, ser han ikke længere kun marker og maskiner. Nu ser han også gæs med unger, svaler, der fanger myg i luften, og siv, dunhammer og piletræer, der er begyndt at tage plads i de lavvandede områder.
– Det er helt vildt, hvad der er sket, siden jeg fik etableret mit minivådområde. Vi har fået rørhøns, blåmejser, musvitter, salamandere og frøer. Og i morges så jeg en aurora, som er en sommerfugl med orange vinger, da jeg gik en tur med hunden. Det er et fantastisk dyreliv, der er flyttet ind, efter vi lavede området for omkring tre år siden, fortæller han.
For Esben er det blevet en ekstra dimension af både glæde og stolthed ved ejendommen, at han har skabt nye levesteder for fugle, insekter og planter.
En gevinst for ejendommen
Minivådområdet ligger lige neden for stuehuset på Langager, og det har været helt bevidst.
– Det kunne lige så godt have ligget skjult inde i skoven, men nu ligger det, så vi har udsigt til det. Og vi nyder udsigten hver dag. Det forskønner ejendommen, og jeg er da sikker på, at det også trækker ejendomsværdien op, hvis vi en dag skal sælge, fortæller Esben.
Men det handler ikke kun om natur og udsigt. Esben ser det også som en måde at vise omverdenen, at han som landmand tager ansvar og bakker op om de frivillige indsatser, der bliver efterspurgt som led i den grønne trepart.
– Når vi bliver mødt med frivillige aftaler og forventninger om, at vi i landbruget tager medansvar og selv tager initiativ, så synes jeg, vi skal tage den opgave på os. Det her er mit bidrag – og det føles godt.
Overvejer nummer to
Faktisk overvejer Esben allerede at lave endnu et minivådområde, fordi det første har haft så mange gode sidegevinster.
– Jeg planlægger at lave et vådområde i den anden ende af ejendommen, som er tættere på Susåen. Her vil vi lade vandet flyde ud over et oversvømmet område, hvor det selv kan finde vej videre ud i åen, forklarer han.
Sådan fungerer et minivådområde
Minivådområder er kort fortalt en naturlig måde at rense drænvandet på. På Langager afvander området 47 hektar og består af en ca. 4.700 m² stor vandflade. Vandet pumpes op fra drænene og ledes først ind i et lille bassin, hvor fosfor og sand bundfældes. Herefter løber det videre gennem et større bassin med tre dybe områder og to lavvandede zoner.
– Det er i de dybe områder, kvælstoffet bliver fjernet helt naturligt. Her lever nogle bakterier, som trækker vejret med nitrat i stedet for ilt, og det betyder, at kvælstoffet omdannes til frit kvælstof og forsvinder som frit kvælstof op i luften, forklarer Esben.
____________
Overvejer du et minivådområde?
Esbens historie viser, at et minivådområde ikke kun gavner miljøet. Det kan også give ny natur, et rigere dyreliv, smukkere omgivelser og en følelse af stolthed over at bidrage til noget større. Og måske endda øge værdien af ejendommen i samme omgang…
Sådan undersøger du selv mulighederne for din ejendom:
Hvis du er nysgerrig på, om det kunne give mening på din ejendom, kan du selv undersøge mulighederne på www.landmand.dk.
Hvis du er i tvivl om, hvordan du gør, har vi lavet en guide til dig her.
Sådan kontakter du vores udtagningskonsulenter:
Hvis du ønsker hjælp fra en udtagningskonsulent, skal du sende en mail til udtagning@vkst.dk med følgende oplysninger:
- Navn, telefonnummer, mailadresse, adresse og CVR-nummer
- Hvad du ønsker at få hjælp til, fx:
- besøg for at se minivådområde
- har arealer, der kan indgå i omlægningsplaner til vådområde, lavbund, jordfordeling eller lignende – og som du ønsker, vi bringer ind i den lokale trepart
- har interesse i tilskudsmuligheder for skovrejsning
- Et kort med angivelse af stedet, hvis muligt – det hjælper os i sagsbehandlingen.
Du modtager et autosvar, der bekræfter, at vi har modtaget mailen, og så vender vi tilbage hurtigst muligt.
