Mulighed for efterårstildeling af Øgro til vintersæd
19. september 2025Af økologikonsulent Ninna Rieper Boesen
Der ligger i reglerne en mulighed for at tildele 15 kg udnyttet N/ha i Øgro før såning af vintersæd, hvis vintersæden er sået inden den 1. oktober, og udnyttelsen på Øgroen regnes til 90 %. Bemærk, at YaraSuna IKKE må tildeles om efteråret, da der er hønsedybstrøelse i pillerne.
Øgro
Lavet af kød- og benmel.
N: 10 %, P: 2,6 %, K: 1 %, S: 0,5 %, Mg: 0,2
Pris: 310 kr./hkg ved køb af hele træk.
Forhandler: DAKA
Vær opmærksom på, at gødninger, som indeholder kød- og benmel, senest må udbringes 21 dage før høst af afgrøden, eller 21 dage før dyr får afgang til arealet. Derudover, skal det nedmuldes inden for 4 timer, hvis det udbringes på bar jord, ligesom fast husdyrgødning.
Tilførsel af Øgro til vintersæd i efteråret
Det er ikke muligt at tilføre husdyrgødning til vintersæd i efteråret, medmindre det er sået inden den 1. september. Det er som økolog ikke en mulighed, da ukrudtstrykket bliver for højt ved tidlig såning af vintersæd. Øgro kan ses som en organisk kunstgødning, hvis du i gødningsregnskabet indberetter det med 90 % udnyttelse. Udbringning af Øgro vil på den måde følge reglerne for kunstgødning. Det giver en mulighed for at nedmulde 15 kg udnyttet N/ha i Øgro før såning af vintersæd – så længe den er sået inden d. 1. oktober.
Det kan godt være interessant med startgødning til vintersæd. Vi har ingen økologiske forsøg med dette. VKST Økologi planlægger en demo i den kommende sæson, hvor vi vil prøve det af til triticale. Vi viser det frem til vores plantedag først i juni 2026.
