Har du solgt din ejendom i år? Så få styr på din ejendomsavance inden årsskiftet
30. september 2025Hvis du har solgt din ejendom i 2025, eller forventer at handlen bliver afsluttet inden årsskiftet, så er det en rigtig god idé at få beregnet din ejendomsavance allerede nu. Det samme gælder, hvis du har fået udtaget jord til permanent ekstensivering.
Der er tre fordele ved at være på forkant:
- Du sparer rentetillæg. Undgå rentetillæg på skatten fra 1. januar 2026 og indtil selvangivelsen indberettes.
- Du får økonomisk overblik. Kend din reelle økonomi efter salget, så du ved, hvad der står tilbage, når skatten er betalt.
- Du kan planlægge ophørspension. Få bedre styr på, hvor meget du kan indskyde på din ophørspension, hvis du går med tanker om at afvikle. Indskud på en ophørspension skal foretages senest 1. juli 2026.
Ved salg af ejendom i 2025 er der først frist på at få lavet ejendomsavancen sammen med skatteregnskabet i foråret 2026. Men du står altså stærkere, hvis vi laver beregningen allerede nu.
Hvad er ejendomsavance?
Ejendomsavancebeskatning er en betegnelse for den skat, der skal betales, når du sælger fast ejendom med fortjeneste. Avanceberegningen bliver udregnet med afsæt i bl.a. ejertid, afskrivninger og forbedringer med mere.
En ejendomsavanceberegning er lovpligtig, når salget af din ejendom er skattepligtigt. Så hvis du har solgt jord, solgt din ejendom eller foretaget mageskifte, og hvis handlen er gennemført i 2025 – eller du ved, at den bliver det inden årsskiftet – så tag fat i os allerede nu.
Hvorfor er det ekstra vigtigt for landbrug?
Beregningen på ejendomsavance udføres altid ved salg af en erhvervsejendom, uanset om det drejer sig om et salg af hele ejendommen eller et delsalg.
Og når det drejer sig om landbrug, bliver reglerne hurtigt meget komplekse – især når de relaterer sig til delsalg, genanbringelse og ekstensivering.
Men det er vi eksperter i. Vi sikrer os, at vi kommer hele vejen rundt om den gældende lovgivning om ejendomsavancebeskatning, og vi både hjælper og vejleder dig med en skattemæssig korrekt opgørelse af ejendomsavancen.
Det eneste, du skal, er at gøre os opmærksom på dit salg – så sørger vi for resten.
Husk at udtagning af jord til permanent ekstensivering også udløser ejendomsavance
Har du deltaget i ordningen for Permanent Ekstensivering, hvor du har modtaget et tilsagn om støtte til permanent udtagning af et areal? Så skal du beskattes af støttebeløbet i henhold til ejendomsavancebeskatningsloven. Det skyldes, at arealet udtages permanent af den øvrigt intensivt dyrkede jord, og derfor ses det som en delafståelse af fast ejendom.
