Er robotter en del af løsningen på færre pesticider?
25. november 2025Med både indtryk fra Agritechnica og en snak med vores nye maskinkonsulent, Rasmus Salin, tegner der sig et klart billede af, hvor teknologien er på vej hen.
Med færre pesticider på hylderne fremover bliver vi nødt til at kigge efter nye løsninger til ukrudtsbekæmpelse. Og hvis du spørger vores nye maskinkonsulent, Rasmus Salin, så kan den voksende robotteknologi meget vel blive en vigtig del af svaret.
Han er kommet hjem fra Agritechnica i Hannover (verdens største maskinmesse for landbruget), hvor det var tydeligt at se, hvor hurtigt udviklingen rykker lige nu. I år var der især ét tema, der stak ud: De autonome og halvautonome løsninger udvikler sig med hastig fart.
– Robotteknologien fylder helt vildt. Der er flere og flere producenter, og maskinerne bliver både større, stærkere og mere avancerede for hver messe, fortæller Rasmus.
Når færre pesticider er virkeligheden – hvad gør vi så?
Med de nye begrænsninger på pesticider får mekanisk og mere præcis ukrudtsbekæmpelse en større rolle i marken fremover.
På Agritechnica så Rasmus både lasersprøjter, kamera- og sensorteknologi, der kan spotbehandle ukrudt helt ned på plantens placering, samt avancerede mekaniske renholdere, der med millimeterpræcision kan bevæge sig uden om afgrøderne.
– Det er jo nok det, der kommer til at ske nu lige om lidt. For når pesticiderne bliver færre, så er der nødt til at ske noget i rækkeafgrøderne. Og så bliver teknologier som de her helt centrale, siger han.
Hvilke løsninger, der ender med at slå igennem, afhænger både af økonomi og lovgivning. Men retningen er tydelig: Det bliver teknologien, der skal hjælpe os med at holde ukrudtet nede.
Når pesticiderne bliver færre, så er der nødt til at ske noget i rækkeafgrøderne. Og så bliver teknologier som de her helt centrale
Robotten som den “halve mand” du mangler
Mange bedrifter kender udfordringen: Én mand er for lidt, to mænd er for meget. Det er netop dér, en autonom løsning kan give mening.
– En halv mand kan du ikke ansætte, men du kan måske investere i en løsning, der kører selv, siger Rasmus.
Det er især de eftermonteringssystemer, der gør en eksisterende traktor delvist autonom, som Rasmus ser som den mest realistiske vej ind i teknologien på kort sigt.
– Hvis noget bliver udbredt hurtigt, så er det nok de systemer, man kan sætte på de traktorer, man allerede har. Det er mere overskueligt, og prisen er trods alt lidt mere spiselig, forklarer han.
For en fuld robottraktor koster i dag ofte det dobbelte af en konventionel traktor i samme størrelse. Det er ikke småpenge, og derfor skal investeringerne regnes nøje igennem. Til gengæld kan gevinsten være stor på mange bedrifter, hvor man netop står og mangler den ”halve mand” i spidsbelastningsperioderne.
Lovgivningen halter
Selvom teknologien er her, er lovgivningen endnu ikke fulgt helt med. I dag må autonome traktorer kun køre på et afgrænset område og skal være under opsyn. Men hvad betyder “under opsyn”? Skal man stå ved siden af? Eller må man overvåge hjemmefra via sin iPad? Det er endnu uklart, og det skaber usikkerhed. Men Rasmus forventer, at lovgivningen hurtigt følger efter:
– Jeg er helt overbevist om, at der kommer lovgivning, så snart teknologien for alvor begynder at blive efterspurgt. Udviklingen går så stærkt, at reglerne bliver tvunget til at følge med.
Rasmus og maskinteamet står klar
Ifølge Rasmus behøver du ikke investere i en robotløsning i morgen. Men du bør begynde at overveje, om teknologien kan blive relevant på netop din bedrift – især når ressourcer, afgrøder, maskinpark og fremtidige investeringer alligevel skal gentænkes i lyset af færre pesticider.
Som ny mand i maskinrådgivningen glæder Rasmus sig til at være sparringspartner for dem, der går med overvejelser om fremtidens teknologi, eller som bare gerne vil have et overblik over, hvad der er realistisk og rentabelt på bedriften.
Han understreger, at det ikke kun handler om teknologien i sig selv, men også om strategien bag. Maskinteamet hjælper derfor både med at vurdere, om robotteknologi overhovedet giver mening på din bedrift, og med at lave de investeringsberegninger, der viser, hvad løsningen kan bære.
Derudover kan teamet rådgive om jordbehandlingen; om den skal ligge i dybden eller i overfladen, og hvordan de nye muligheder spiller sammen med afgrøder, arbejdsgange og den samlede maskinpark.
– Udviklingen går stærkt, og teknologien kommer. Det er der ingen tvivl om. Vores job er at hjælpe landmændene med at finde ud af, hvad der giver mening for lige præcis deres bedrift, siger Rasmus.
___________
Hvis du vil høre mere eller have sparring på din maskinpark og -strategi, så er du meget velkommen til at tage fat i Rasmus eller resten af maskinrådgivningen.
