Ukrudt: Blindstrigling og ukrudtsstrigling i vårsæd
23. april 2026Af økologikonsulent Ane Halvorsen
Blindstrigling er den mest effektive ukrudtsbekæmpelse i vårsæd, og under ideelle forhold kan en strigling bekæmpe op til 50 % af frøukrudtet.
Har du for nyligt fået vårsæden i jorden, skal du derfor prioritere at komme ud med striglen nu. Striglen arbejder bedst i et jævnt såbed, og inden ukrudtet bryder overfladen. Den bedste bekæmpelse får vi af det ukrudt, som vi ikke kan se, og har det fået løvblade, har striglen begrænset effekt. Du kan lægge en glasplade ud i marken for at få et forvarsel på 1-2 dage i forhold til ukrudtets udvikling.
Vejret i denne uge, med solrigt og let blæsende vejr, er helt ideelt for at udtørre de små ukrudtsspirer. Det er dog også ideelle forhold for at udtørre jorden. Strigletændernes vinkel skal derfor pege godt bagud, så de ikke trækker knolde med op, som kan give problemer ved senere ukrudtsstrigling.
Vores anbefalinger for en vellykket blindstrigling:
- Med de nuværende temperaturer på 10-15 grader bør der strigles 3 dage efter såning og gentages med 3 dages interval.
- Kør når ukrudtet har spiret, men inden det bryder overfladen. Er der små hvide spirer, når du trækker hånden gennem jorden, er det tid. Afgrøden må gerne være ca. 1 cm under jordoverfladen.
- Strigle i 2 cm dybde.
- Inden kornet har spiret, kan du køre ret hurtigt, 10-12 km/t er passende. Tænderne skal vibrere fra side til side, men striglen skal ikke hoppe.
- Tænderne skal pege godt bagud for at undgå at trække knolde med. Tandtrykket justeres, så tænderne bevæger sig i 2 cm dybde.
- Gå jævnligt ud af traktoren for at sikre dig, at du får ukrudtet op uden at skade afgrøden.
Når afgrøden er kommet over jorden, er den meget følsom for tildækning, og der skal holdes en pause, indtil den har 2-3 blade. Du kan gøre en undtagelse, hvis du har du problemer med aggressive ukrudtsarter som agerkål og agersennep. Her kan det være nødvendigt at køre, selv om kornet kun har et blad. Så skal der køres meget nænsomt – med en hastighed på 2-3 km/t, tandstillingen godt bagud og arbejdsdybde på maks. 1 cm. Du skal ofte gå ud af traktoren og sikre dig, at striglingen gør mere skade på ukrudtet end på afgrøden.
Ukrudtsstrigling
Når kornet har fået 2-3 blade, er det mere robust og kan igen godt tåle strigling. Du skal ud og kigge på ukrudtet, inden du kører. Har ukrudtet fået løvblade, har striglen meget begrænset effekt, og du kan lige så godt lade være med at køre. Så er det en radrenser, der skal til.
Er der ukrudt på kimbladsstadiet, kan ukrudtsstriglingen være effektiv. Målet er at bekæmpe ukrudtet mest muligt, samtidig med at du undgår at dække afgrøden for meget. Det gør du bedst ved at:
- Sænke hastigheden i forhold til blindstriglingen. 5-7 km/t er passende.
- Hæve rammen lidt og vinkle tænderne lidt mere fremad i forhold til blindstriglingen.
