Hvor store gaver må du give dine medarbejdere til jul?
10. november 2025Julen nærmer sig med hastige skridt, og uanset om du allerede har købt julegave til dine medarbejdere, eller det stadig er på listen over de mange ting, du skal nå inden jul, så er det vigtigt, du lige får tjekket op på reglerne omkring skat, inden du tager på julegaveindkøb.
Skattestyrelsen har nemlig helt klare retningslinjer for, hvor stor en gavefest det må være for dine medarbejdere, hvis ikke gaven skal beskattes.
Julegaver over 1.000 kr. kan blive beskattet
Reglen for gaver til medarbejdere er, at der samlet over året må gives for 1.400 kr. inkl. moms. Kommer gaverne op over det beløb, så skal der betales skat af gaverne.
Julegaver indregnes også i den samlede sum. Du kan derfor købe julegaver for op til 1.400 kr. uden at blive beskattet – dog med det forbehold, at der ikke er givet andre gaver i løbet af året.
Der gælder nemlig en særlig regel for julegaver, som siger, at hvis de maksimalt koster 1.000 kr. inkl. moms, så bliver julegaven ikke beskattet, uanset en overskridelse af grænsen på 1.400 kr. med andre gaver i løbet af året.
Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, om der er givet gaver til medarbejderen tidligere på året for eksempel i forbindelse med en ekstra indsats i høsten.
Hvis du overstiger det samlede beløb over året
Overstiger gaven det samlede årlige beløb på 1.400 kr. inkl. moms, skal der betales indkomstskat af den.
Det vil sige, at hvis du tidligere har givet en medarbejder en gave på 500 kr. lige efter høst, og samme medarbejder nu modtager en julegave til 1.000 kr., så skal medarbejderen faktisk beskattes af 500 kr., fordi det samlede gavebeløb overstiger 1.400 kr., mens julegaven ligger under den førnævnte grænse på 1.000 kr.
Det skal samtidig understreges, at det er arbejdsgiveren, der har ansvaret for at indberette værdien af gaven til Skattestyrelsen, hvis den er skattepligtig.
Er der krav til gavens indhold?
Julegaverne skal være såkaldte tingsgaver. Det betyder, at der ikke må gives kontanter eller gavekort, der kan benyttes til noget generelt.
Gavekort anses som udgangspunkt for at være sidestillet med kontanter – og dermed skattepligtige. Gavekort, der i høj grad er forudbestemte, og som har begrænsede anvendelsesmuligheder, kan dog være undtaget.
Det gælder blandt andet for et gavekort til én bestemt navngiven restaurant, hvor medarbejderen alene kan få dagens tre-retters menu, eller én af tre af arbejdsgiveren forhåndsbestemte menu-sammensætninger.
______
Du kan læse mere om reglerne vedrørende julegaver på SKATs hjemmeside her.
Er du i tvivl om julegaver til medarbejder og skattereglerne, er du mere end velkommen til at kontakte VKST’s skatterådgivere på tlf. 7027 9000
