Årets skemaer kan nu indsendes
11. februar 2026Af Carsten Hvelplund Jensen, Afdelingsleder Økologi
Styrelsen for Grøn Arealomlægning og Vandmiljø har nu åbnet for indsendelse af skemaer til ansøgning om landbrugsstøtte (Fællesskemaet), gødningskvoteberegning (GKEA-skemaet) og økologiindberetning (Økologiskemaet).
De støtteordninger, som vi har kendt de seneste 3 år, fortsætter med en enkelt ændring. Ekstra udtagning ud over 4 % hedder nu ”Midlertidig Ekstensivering”. Støtten for det er nedsat fra 2.740 kr. til 1.350 kr. hvilket er samme støttesats som økologi. Imidlertid er der mulighed for et tillæg på 1.950 kr. pr. ha, hvis man har et areal som er ”Lavbundsjord” eller har ”Vådområdepotentiale”. Hvis man vil tilmelde et areal til Midlertidig Ekstensivering er kravene de samme som til 4% udtagning.
Du må meget gerne kontakte os for at lave en aftale om udarbejdelse af skemaer. Send evt. en mail til den konsulent, som udarbejdede skemaerne sidste år. Skriv hvis der er sket ændringer i marken og om hvor mange dyr, du regner med at have som gennemsnit i dette kalenderår. Alle der har Grundabonnement vil aktivt blive kontaktet af os i forbindelse med ansøgningsrunden. Sidste frist for indsendelse af ansøgninger er 22. april.
