Det er bedre at være flagermus eller salamander end landmand

Af Sara Jul Sørensen, næstformand i VKST

Hvis man tør, kan man gå ind på Energinets hjemmeside og klikke på de kort, der viser nuværende og kommende infrastrukturprojekter: gasledninger, transformatorstationer og elledninger. Men jeg advarer på forhånd; det er skræmmende læsning, hvis man er landmand. Der er nemlig ufattelig mange projekter på tegnebrættet.

Lad mig med det samme slå fast, at jeg bakker op om, at infrastrukturen i Danmark tilpasses de nye krav, et større strømforbrug og flere og mere grønne løsninger. Det skal der ikke være tvivl om.

Men så stopper enigheden også. Især når jeg hører om de erfaringer, som vores kolleger og jeg selv har med de store projekter, der i disse år krydser landbrugsjorden på kryds og tværs.

Manglende koordinering

Kortene på Energinets hjemmeside viser, hvor mange projekter der er i gang eller på tegnebrættet. Det er mange. Og det sker ikke sjældent, at der er landmænd, der gang på gang får brev i e-Boks om, at det nu igen er deres jord, der skal graves på.

For dem, der er hårdest ramt, går der kun få år fra det ene projekt er afsluttet, til det næste starter. Strukturskade på strukturskade og bøvl med forhandlinger – det hele starter forfra. En bedre koordinering må være et minimum at forlange!

Akut brug for en ny Landsaftale

Landsaftalen skal laves om, så deklarationserstatningen afspejler den samfundsmæssige værdi og vigtighed, ledningerne har.

– Det arbejde har VKST presset på for, at Landbrug & Fødevarer skal tage op – og det gør de nu, siger Sara Jul Sørensen. 

Samtidig åbner Den Grønne Trepart op for nye udfordringer; der er pres på det åbne land, hvor der både er udtagning af lavbundsjord, vådområder, udpeges potentielle skovrejsningsområder og ny natur. Samtidig er der gang i kortlægning af grundvandet, hvor der også kommer flere arealer i spil. Med andre ord: der kommer pres på arealanvendelsen fra mange sider!

Erstatninger i graveskovlens bredde

Vi skal have gjort op med den måde, man giver erstatninger på i dag. For deklarationserstatningen står ikke mål med den vigtighed, som ledningerne har, og de gener landmanden får.

Det er rimeligt nok, at de projekter, der har samfundsmæssig interesse og finansieres af staten, ikke når de beløb, som vi ser fra private firmaer. Men de deklarationserstatninger, som vi får tilbudt, er uanstændigt små, især når man tænker på, at der er tale om projekter til milliarder af kroner.

Som landmand bliver man tilbudt 35 kr. pr. løbende meter i gravskovlens bredde for en ledning, der kan trække en fjerdedel af Danmarks strøm.

Til gengæld er man låst for at bruge jorden til andre formål. Der er fx begrænsninger på, hvor tæt bygninger må ligge på ledningen.

Er man så heldig, at det er Microsoft, der skal bruge jord til et datacenter eller grave ledninger ned, så er prisen en helt anden: Erstatninger, der er mere end 20 gange højere end den, staten giver.

Hvis bare man var en flagermus

Staten passer godt på pengene og giver meget små deklarationserstatninger. Men andre gange sidder pengene lidt løsere; fx vil man hellere skyde under et dige eller gå flere hundrede meter omkring et levende hegn for at undgå at genetablere diget, skade flagermusen, salamanderen eller kulturarven. Det er meget dyre løsninger, og dem må de for vores skyld gerne fortsætte med, hvis deklarationserstatningerne til landmændene blev prioriteret lige så højt som diget og salamanderen. Men som landmænd må vi tåle små erstatninger til gengæld for, at man bruger vores jord. 

Konklusionen er klar: Det er bedre at være flagermus eller salamander end landmand.