Du kan tjene 1,2 million mere om året
24. februar 2021Så klar var beskeden fra svinerådgiver Kim Kofoed efter et besøg hos slagtesvineproducent Lars Andersen ved Fuglebjerg. Her kan du læse, hvad der skal til.
Med udsigt til at producere 45.000 slagtesvin i 2021 er det vigtigt at få alle detaljer med, når man som Lars Andersen hele tiden har fokus på bundlinjen:
-Vi satser på at tjene så mange penge som muligt på alt det, vi gør og derfor bliver det spændende at se, hvad Kim kan finde, så vi kan få resultaterne op på øverste hylde, siger Lars Andersen og derfor gik han en tur i den nye slagtesvinestald sammen med svinerådgiver Kim Kofoed for at se, hvor der var optimeringspotentiale.
Styringsredskaberne skal på plads
Kim Kofoed anbefaler at gå over til 28. dages tal. Ved at bruge 28. dages tal kan Lars Andersen og hans ansatte hele tiden holde øje med, om grisene er sat godt i gang sammenlignet med andre besætninger og efterhånden, som der bliver opbygget data fra egen besætning, kan man sammenligne hold.
Systemerne gør det muligt at lave en korrekt opgørelse af foderforbruget
-Desuden skal p-kontrollen med fordel laves som en batchrapport, der giver mulighed for at følge udviklingen og effekten af de tiltag, der sættes i gang på foderområdet. Systemerne gør det muligt at lave en korrekt opgørelse af foderforbruget, hvilket ellers kan være svært at opgøre præcist, men som er afgørende for effektiviteten på foderområdet, lyder det fra svinerådgiveren, da de har sat sig ved computeren på kontoret.
Her ligger potentialet
Samlet set er der to ting, Lars Andersen skal fokusere på for at indfri potentialet på 1,2 million kroner:
-For det første skal fodertildelingen sænkes med 0,18 FE i tilvækst, og i starten, hvor foderoptaget er bedst, skal fodringen fordeles over hele døgnet. Alene det giver en besparelse på foder på 900.000 kr., siger Kim Kofoed og fortsætter:
For det andet skal slagtevægten øges med to kilo
-For det andet skal slagtevægten øges med to kilo, hvis der ellers er plads til det i forhold til produktionstilladelsen.
Det giver en øget indtjening på 1,2 millioner kr. ved 35.000 slagtesvin, som er de tilgængelige tal, der er beregnet ud fra.
-Med udsigten til at producere 45.000 slagtesvin om året er indtjeningsmuligheden selvsagt højere, og uanset hvilken størrelse produktion man har, så er der meget ofte penge at hente ved at optimere fodringen, lyder det fra Kim Kofoed.
Se videoen: her besøger svinerådgiveren Lars Andersen
Se eller gense videoen, hvor svinerådgiver Kim Kofoed er i stalden og på kontoret med Lars Andersen og giver de få, enkle råd, der skal til for at indfri hele potentialet i slagtesvineproduktionen på Flemstoftegården. Du kan se videoen herunder: