Etablering er nøglen til udbytte i vinterraps
2. juli 2021Rettidig såning og god etablering er essentiel for en vellykket afgrøde. Det er vigtigt med robuste planter, der kan kompensere for skadedyrsangreb og konkurrere mod ukrudtet. Vinterraps skal sås mellem d. 1. og 20. august. Ved senere såning er der stor risiko for dårlig etablering, hvor rapsen bliver lille og ukrudt tager for meget magt. Frygten for at rapsen bliver for kraftig i efteråret er overvurderet. Vinteren 2020/2021 er et godt eksempel, hvor vi havde meget store rapsplanter som klarede meget lave temperaturer.
Der er to strategier inden for den økologiske rapsdyrkning – bredsåning og rækkedyrkning. Bredsåning kræver en ren mark. Har man mulighed for rækkesåning og radrensning er det at foretrække. Erfaringer viser at 25 cm rækkeafstand lukker for hurtigt til. Vi anbefaler derfor at så med 50 cm rækkeafstand, så kan man nå at lave to gode radrensninger i efteråret.
Gødskning i efteråret
Vinterraps har et gødningsbehov på 40-70 kg udn. N/ha i efteråret. Er forfrugten korn, anbefaler vi at nedfælde gylle svarende til 50 kg udn. N/ha. Med forfrugt ærter nedfældes 30-40 kg udn. N/ha. Er forfrugten kløvergræs eller kløver til frø, klarer rapsen sig uden gødning i efteråret. Hvis der er behov for at bruge mere gødning, pga. af lagerkapacitet eller lign, kan der nedfældes mere gødning før såning. Her er rettidig såning og kraftige rapsplanter vigtige for at holde på næringen.
Plantetal og sådybde
Vi anbefaler generelt højere plantetal end ved konventionel dyrkningen pga. risiko for tab af planter ved skadedyrsangreb. Bliver rapsen tynd har den meget svært ved at konkurrere med ukrudt.
I tabel 1 ses anbefalinger for plantetal. Tusindkornsvægten kan variere betragteligt mellem frøpartierne, sorter og år. Forhør dig til tusindkorsvægt ved bestilling. Hybridrapsen kommer i unit. Én unit/ha svarer til 100 planter/ m2. På posen finder du vægten pr unit, som du sår ind efter. Sådybden afhænger af hvor fint og fugtigt såbedet er, typisk er sådybden mellem 1-2 cm. Når jorden er meget tør skal der sås til den dybe side.
Tabel 1. Anbefalet plantetal i vinterraps ved forskellig rækkeafstand.
- Husk at du skal opnå individuel dispensation inden du må anvende ikke-økologisk såsæd.
- Husk at sikre dig at såsæden er ubejdset inden du begynder at så. Integral pro er tilladt for økologer.
Raps på 50 cm er radrenset to gange i efteråret og har lukket af for ukrudt i efteråret.
Veludført radrensning af raps sået på 50 cm rækkeafstand. Rapsen må gerne radrenses så tidligt som muligt.