Fra konfliktsky til handlekraftig? Kend dig selv som leder og skab bedre resultater i virksomheden
29. april 2021Kender du målene for din virksomhed og ved, hvordan du kommer derhen? Men sker det alligevel ikke?
Det er den situation, virksomhedsrådgiver Kasper Juhl Klausen fra VKST ofte møder hos mange virksomhedsejere, og det handler om, hvordan du går fra beslutning til handling som leder. Ledelse handler om at skabe forandring og resultater gennem andre. Men for at lede andre, skal man starte med sig selv, og tit er det ubevidste handlinger eller mangel på samme, der spænder ben for forandringerne.
Det starter med dig selv
Økonomirådgiver, coach og terapeut Kasper Juhl Klausen fortæller her, hvorfor du skal starte med dig selv og de erfaringer du har med dig, hvis du vil skabe forandringer og nå resultater med din virksomhed.
– Det er lige som at lave et budget; du skal se på de foregående års regnskaber, drage erfaringer og konklusioner ud fra dem og bruge den viden, når du laver budgettet, fortæller Kasper Juhl Klausen og fortsætter:
-Det er præcis det samme, du skal gøre som leder; se på de erfaringer du har med dig fra tidligere, og vær opmærksom på, hvordan de enten kan bremse dig, eller du kan bruge dem positivt som leder.
Første skridt handler om at finde ud af, hvilke barrierer fra fortiden der skaber forhindringer for dine mål i fremtiden
-Vi har alle sammen nogle erfaringer med os, som bevidst eller ubevidst påvirker vores handlinger. Det kan være erfaringer fra fx andre arbejdspladser, uddannelse eller privatlivet eller noget helt fjerde, der har betydning for, om vi lykkedes som ledere. Så første skridt handler om at finde ud af, hvilke barrierer fra fortiden der skaber forhindringer for dine mål i fremtiden, siger Kasper.
Sparring og konkrete øvelser hjælper dig med at gå fra beslutning til handling
Et rådgivningsforløb med fokus på det personlige lederskab kan være kort eller langt, men starter altid med en samtale om, hvad du gerne vil opnå som leder: bedre økonomi? Glade medarbejdere? En bedre balance mellem arbejdsliv og familieliv? Målet skal være klart, for det motiverer til forandringer. Derefter handler det om, hvad du skal gøre lige nu for at opnå det, du gerne vil i fremtiden.
-Det kan fx være, at du som leder er konfliktsky, og så finder vi ud af, hvorfor du er det, og jeg giver nogle konkrete øvelser, som skal lære dig at spotte de situationer, hvor du trækker dig fra den potentielle konflikt. Og så er næste skridt at stoppe op i situationen og mærke, hvordan det opleves, og det vil være helt individuelt fra leder til leder, fortæller Kasper Juhl Klausen.
Beslutninger skal ikke kun måles op på økonomien og virksomhedens udvikling, men også på virksomheden som arbejdsplads, familielivet, sundhed og de andre livsområder, hvor man kan blive ”rigere” som mennesker
I sin rådgivning kan Kasper også sætte fokus på alt, der ikke direkte handler om virksomhedens økonomi:
-Beslutninger skal ikke kun måles op på økonomien og virksomhedens udvikling, men også på virksomheden som arbejdsplads, familielivet, sundhed og de andre livsområder, hvor man kan blive ”rigere” som mennesker. Uanset hvor du gerne vil skabe forandring, handler det om at sætte fokus på, hvordan du handler lige nu, så du opnår det, du vil i fremtiden, siger Kasper Juhl Klausen, der både har nye og erfarne ledere blandt dem, han rådgiver.
Du er velkommen til at kontakte Kasper til en uforpligtigende snak om det, der optager dig lige nu og om, hvordan du kan blive bedre til at gå fra beslutning til handling.