Gødskning af vårsæd: Prioriter såning af havre og nedfældning før vårbyg
26. marts 2026Af økologikonsulent Ane Halvorsen og Ninna Rieper Boesen
Vi er nu inde i sidste halvdel af marts, og mange steder er jorden stadig ikke farbar. Vejrudsigten lover noget regn den kommende uge, og der kan derfor gå lidt tid, inden gyllekørslen for alvor kan starte. Det er vigtigt at have en strategi for gyllekørslen, der sikrer en god udnyttelse af gødningen, samtidig med at strukturskader undgås.
Vores anbefalinger:
- Nedfældning før såning prioriteres på sandede jorde
- Kvæggylle og biogasgylle med højt tørstofindhold bør nedfældes
- Nedfældning til vårbyg prioriteres over havre og vårhvede
- Er foråret meget vådt eller presset som i år, prioriteres rettidig såning af især havre – så må gyllen køres ud efter såning
- Køres gyllen ud efter såning, skal du vente, til afgrøden har 3-4 blade for at undgå svidningsskader
- Overvej startgødning med Øgro/Yara Suna/Binadan, hvis gyllen først køres ud, når afgrøden er kommet op
- Fast gødning og dybstrøelse nedpløjes til vårsæd. Havre er god til at udnytte gødning med en høj andel af halm/strøelse
- Kvælstoffikserende efterafgrøder kan fungere som en buffer, indtil gyllen kan køres ud på vårsæden
Udbringningsteknik
Vårsæd kan tilføres gylle enten før såning eller i den etablerede afgrøde, og der er fordele og ulemper ved begge metoder.
Nedfældning før såning giver normalt den højeste og mest sikre udnyttelse af gyllens kvælstof, især på sandede jorde, og hvis gyllens tørstofindhold er højt. Nedfældning af biogasgylle og kvæggylle på sandjord giver et merudbytte på 8 hkg sammenlignet med slangeudlægning efter fremspiring og bør derfor prioriteres ved disse forhold. På lerjorde er merudbyttet ved nedfældning mere begrænset, og her kan nedfældning øge risikoen for køre- og strukturskader. Her skal fordele og ulemper afvejes.
Har du nogle jorde, der er farbare, skal du prioritere nedfældning til vårbyg og nedfældning på marker med mere sandet jord.
Slangeudlægning er aktuelt hvis våde jorde forsinker såningen. Hvis foråret er så vådt, at den farbare periode kun giver tid til såning, skal du prioritere rettidig såning og undgå strukturskader. Så må du vente med at køre gylle ud, til vårsæden er sået. Gyllen køres ud, når afgrøden har 3-4 blade, så reduceres risikoen for svidningsskader.
Forsøg har vist, at udsættelse af såtidspunktet kan koste 60 kg kerne pr. ha for hver dag, såtidspunktet udsættes i perioden fra 10. – 31. april, og 130 kg kerne pr. ha pr. dag i perioden fra 1. – 20. maj. Det er især gældende for havre. Prioriter derfor rettidig såning af havre fremfor nedfældning af gyllen.
Udbringning i den fremspirende afgrøde skal ske ved brug af slæbeslanger eller slæbesko. Her skal du være opmærksom på, at dette fører til et højere ammoniaktab, og dermed lavere udnyttelse af gyllens kvælstofindhold, end nedfældning før såning. Der skal derfor ekstra fokus på vejrforholdene ved udbringningen. Vindstille køligt vejr med udsigt til nedbør eller aftenudbringning er ofte ideelt.
Øgro som startgødning til vårsæd
Er nedfældning før såning ikke muligt, kan du overveje at give Øgro eller anden pelleteret gødning som placeret startgødning, efterfulgt af slangeudlægning når afgrøden er fremspiret. Forsøg viser, at denne gødningsstrategi giver et merudbytte (havre) eller samme udbytte (vårbyg og vårhvede) som nedfældning af gylle inden såning. Det kan derfor være en god strategi i våde forår, hvor gyllekørslen er presset.
Sædskifte som gødningsstrategi
En god forfrugt kan forsyne den efterfølgende kornafgrøde med kvælstof og dermed lette gyllekørslen. Forsøg viser, at en vellykket kløvergræsmark kan fuldforsyne en efterfølgende vårsæd – Se figur 1.

Figur 1. Udbytterespons ved stigende mængder gylle (kg NH₄-N pr. ha) for de fire forskellige vårsædsarter afhængig af forfrugt (gul = forfrugt korn, blå = forfrugt kløvergræs). Figuren er lavet af Innovationscenter for Økologisk landbrug.
Andre værktøjer til at lette gyllekørslen:
- Hav bælgsæd med i sædskiftet og ’fred’ din mark for gyllevognen
- Opbyg jordens kulstofindhold via efterafgrøder, flerårige afgrøder, fast husdyrgødning og kompost. Så er jorden farbar tidligere og i længere tid.
Gylle må ikke udbringes på lørdage og søndage og helligdage på arealer, der ligger nærmere end 200 meter fra byzone, sommerhusområder, eller landzone, der ved lokalplan er udlagt til boligområde.
Husk reglerne
På skråninger med 6-12 pct. hældning mod vandløb og kystvande skal flydende husdyrgødning i en afstand på 20 m fra vandmiljøet nedfældes parallelt med vandløbet.
Der er krav om nedfældning på arealer uden afgrøde og på arealer med efterafgrøde, grøngødning, spildkorn, ukrudt og lignede afgrøder, der ikke høstes (Tabel 1).
Tabel 1. Tilladte udbringningsteknikker til flydende husdyrgødning i vårsæd
| Teknik | Før såning | Efter såning |
|---|---|---|
| Slæbesko / slangeudlægning | Nej | Ja |
| Nedfældning | Ja | Ja |
| Slangeudlagt væskefraktion | Ja* | Ja |
*Forudsat, at kravene til maksimal tørstofprocent er overholdt
