Havre til gryn: Såtid og sortsvalg er vigtigt
16. januar 2025Satser du også på grynhavre i 2025? Læs her, hvordan du opnår en god grynkvalitet i din havre.
Af Økologikonsulent Ninna Boesen
Havren har givet gode resultater i 2024. På Sjælland og øerne har gennemsnitsudbyttet ligget på 5,5 ton/ha. Priserne for grynhavre har ligget på samme niveau som brødhvede – omkring 250 kr./hkg. Derfor bliver der også lagt meget havre ind i markplanerne til 2025.
Ønsker du at dyrke grynhavre, er det vigtigt at du laver kontrakt inden høst. Kvalitetskravene er høj hektolitervægt (omkring 54 kg/hektoliter, men kan variere mellem selskaber og år), farve og smag.
Priserne for 2025 ligger lige nu omkring 240 kr./hkg – altså 10 kr. under 2024. Du skal have gode tørre- og lagerfaciliteter for at dyrke grynhavre – Du skal ikke regne med at kunne levere direkte i høst. Spørg grovvaren om, hvilke muligheder der er.
Glutenfri grynhavre giver en højere pris
Det er også muligt at dyrke glutenfri grynhavre. Priserne til 2025 ligger lige nu omkring 269 kr./hkg. Her er der yderligere krav til, at havren ikke er forurenet med kerner fra andre kornarter. Følg derfor disse råd, hvis du ønsker at dyrke glutenfri grynhavre:
Vælg den rette sort
Nogle sorter opnår højere hektolitervægt. Følgende sorter, som er tilgængeligt økologisk til høst 2025, kan anbefales til dyrkning af grynhavre:
Spørg grovvaren om de har særlige krav/ønsker til sorten.
Så tidligt og hæv udsædsmængden
Økologiske landsforsøg fra 2009-11 og 2022 viser alle, at hektolitervægten er højest ved tidlig såning (medio-ultimo marts). Ved senere såning ind i april daler hektolitervægten med 3 kg pr. hl.

Resultater fra de økologiske Landsforsøg 2022. Figuren viser udbytte og hektolitervægt ved forskellige sådatoer.
Det anbefales typisk at hæve udsædsmængden med 10% ved dyrkning af grynhavre. Når havreplanten har god plads omkring sig, vil den buske sig. Sideskuddene giver små kerner, hvilket vi ikke ønsker ved dyrkning af grynhavre.
Forsøgene fra 2022 kunne dog ikke vise nogen effekt af højere udsædsmængde. Til gengæld opnåede man det højeste udbytte ved en udsædsmængde på 450 planter/m2.

Resultater fra de økologiske Landsforsøg 2022. Figuren viser udbytte og hektolitervægt ved forskellige udsædsmængder.
Vejret er en væsentlig faktor
2024 viste hvor vigtigt vejret i vækstsæsonen er for at opnå store kerner i havre. Havre tåler ikke tørke. Til gengæld kvitterer den med store kerner, når der er rigeligt med vand – som i 2024. Derfor er tidlig såning så vigtig, så havren kan nå at etablere sig godt inden forårstørken rammer.
Kvaliteten sikres i høsten
Grynhavre må ikke indeholde spirede, knækkede eller misfarvede kerner. Havren skal derfor bjerges lige så snart den er moden. Står den for længe i marken, risikerer du at kernerne bliver grå. Høst havren højt, så du undgår at få sten med.
Når kornet kommer ind på lager, skal den tørres ned til under 15% med det samme. Ligger kornet for fugtigt i længere tid opstår der svamp, som giver missmag og risiko for toksiner.