Hestebønner giver merudbytte ved tildeling af patentkali
31. marts 2025Vi anbefaler normalt ikke at tildele bælgsæd gødning – hverken i form af kvælstof, fosfor eller andre næringsstoffer. Nye forsøgsresultater tyder på, at denne anbefaling skal ændres. Læs her om de nye anbefalinger.
Af økologikonsulent Ninna Boesen
Hestebønner kvitterer for tildeling af kali og svovl
Nye resultater fra de økologiske Landsforsøg viser et gennemsnitligt merudbytte på 3 hkg/ha i hestebønner ved tildeling af 40 kg K/ha og 29 kg S/ha i patentkali. Det svarer til 160 kg patentkali/ha.
Anbefaling:
- Har du et kalital under 7, anbefaler vi at tildele dine hestebønnemarker 150 kg patentkali/ha før såning
- Husk at du kun må gøde op til et kalital på 8. Du skal derfor have jordprøver for marken
Responsen afhænger selvfølgelig af jordens kalital. Figuren nedenfor viser responsen i hestebønner ved forskellige tildelinger. Responsen på 3 hkg/ha merudbytte svarer til et indekstal på 107.

Patentkali koster ca. 400 kr./hkg. Ved en tildeling på 160 kg/ha giver det en udgift på 640 kr./ha. Med en pris på 355 kr./hkg på hestebønnerne er bruttogevinsten ved tildeling ca. 1000 kr./ha. Ved kalital under 7 viser ovenstående figur et forholdstal på responsen på 120. Det svarer til et merudbytte på 6 hkg/ha. Det kan altså reelt først betale sig at tildele patentkali ved et kalital under 7.
Iflg. økologireglerne må du også kun gødske op til et kalital på 8 på den enkelte mark. Du skal altså have jordprøver for marken for at måtte gøde din hestebønnemark med patentkali. 50 kg kali/ha hæver jordens kalital med én enhed.
Lupin og ærter giver lavere eller intet merudbytte ved tildeling af hhv. N, S og K
Forsøget viser også, at hverken ærter eller lupiner kvitterer for ekstra tildeling af N, S eller K. Faktisk giver det et lavere udbytte i både ærter og lupin at tildele gylle og patentkali.
Forsøget undersøgte også nødvendigheden af at pode lupin. Der er ikke opnået merudbytte ved podning, og det er derfor umiddelbart ikke nødvendigt. Det er dog stadig en anbefaling på marker, hvor der aldrig har været dyrket lupin.
