Høstdokumentation
24. juni 2026Af økologikonsulent Svend Daverkosen
Straks efter sommerferien kommer høsten, og det bliver travlt. Man kommer let til at stå med det ene ben i kornbunken, med fugtighedsmåler under armen, mens man sms´er til chaufføren på kornvognen, og lastbilen fra Grovvaren bakker til. OG så husker man pludselig, at der skal papirer til at kunne dokumentere økologistatus på kornet, når det sælges. Så brug lidt tid på at forberede dig på at have papirerne klar, når der skal leveres korn, græs eller andet. En god regnvejrsdag i juli er god til det.
For at bevise og bevare økologistatus på det, du sælger, skal du bruge følgende:
- Det senest udstedte Økologicertifikat. Hver gang, du indsender et Økologiskema, dannes der et Økologicertifikat på TastSelv hos Styrelsen for Grøn Arealomlægning, også kaldet SGAV.
- Den seneste Avlskontrolrapport. Den har du modtaget et stykke tid efter, du sidst havde kontrolbesøg. Den findes også i TastSelv hos Styrelsen for Grøn Arealomlægning, også kaldet SGAV.
- Partidokumentation. Dokumentet skal udfyldes med marknummer, omlægningsdato mm.
Økologicertifikat og Avlskontrolrapport finder du på https://sgav.dk/log-paa. Her skal du logge ind med MitID. Find dokumenterne under Indbakke.
Partidokumentation finder du på https://lbst.dk/bedrift/oekologi/praktisk-om-indberetning-hvis-du-er-oekolog/indberetning-af-planteavl, eller du kan hente det her i word-format eller i pdf-udgave.
Nedenfor kan du se et eksempel på en udfyldt Partidokumentation.

