Husker du? Få godtgørelse af din elafgift
14. januar 2022Lejer din virksomhed sig ind i et erhvervslejemål, har du mulighed for at få godtgjort afgiften for virksomhedens elforbrug.
Godtgørelsen kræver, at energiforbruget enten opgøres i en særskilt afregningsmåler fra el-leverandøren, eller at udlejeren af erhvervslejemålet opgør elforbruget i en faktura.
For sidstnævnte er det vigtigt, at udlejer på fakturaen specificerer, hvor meget strøm, der er blevet brugt, samt forbrugets pris fordelt på el, afgifter og moms.
Godtgørelse kun til lejere
Det er alene slutbrugeren, der kan få godtgjort elforbruget, og det er derfor ikke muligt for udlejere at opnå godtgørelse for lokaler, der lejes ud.
For udlejere er det i opgørelsen af elforbruget nødvendigt at skelne mellem fællesarealer, der bruges af begge parter, da godtgørelsen på dette punkt afhænger af lejeaftalen mellem parterne.
Viderefaktureres elforbruget for fællesarealer ikke til lejer, vil udlejer have mulighed for godtgørelse under visse betingelser. Du kan læse mere i artiklen fra Depechen (BDO Danmark) her.
Skattegruppen i VKST kan hjælpe dig
Har du brug for hjælp til opgørelse og indrapportering, eller ønsker du at vide mere om godtgørelse af elafgiften, er du velkommen til at kontakte skattegruppen i VKST enten på mail skat@vkst.dk eller på vores Skatte-hotline-telefon: 5786 5080.