Inspiration fra Økologikongres 2021: Myrer regulerer skadedyr og sygdomme i frugtplantage
9. december 2021Et af de mere kuriøse, men også interessante oplæg, kom fra seniorforsker ved Aarhus Universitet Hans Joachim Offenberg. Han havde fundet, at skovmyrer kan bruges som nyttedyr i bl.a. frugtplantager. De kravler op i træerne og spiser skadedyr som insektlarver. Men ikke nok med det, så faldt forekomsten af svampesygdomme som skurv også i plantagen. Til gengæld kom der markant flere bladlus på træerne – men det har Hans Joachim Offenberg også fundet en løsning på.
Billede: Rød skovmyre. Den meste velegnede myreart som nyttedyr pga. dens størrelse.
Et af problemerne ved at udsætte nyttedyr, er at de ofte flyver væk fra den mark, hvor vi gerne vil have at de gør gavn. Det fik Hans Joachim Offenberg fra Aarhus Universitet til at tænke på myrerne. De er kendt for at spise andre insekter og er forholdsvis stationære. Derfor tog Hans ud i en skov og hentede en del af en skovmyretue (selvfølgelig efter aftale med ejeren af skoven). Myretuen blev splittet op, så der var en dronning i hver del (en skovmyretue har typisk 8-10 dronninger). Disse del-myretuer blev placeret rundt i en æbleplantage, som havde problemer med insektlarver. Myrerne slog sig villigt ned og blev boende.
Myretue med skovmyrer, som den Hans Joachim Offenberg brugte i æbleplantagen.
Skovmyrer laver deres egen antibiotika
Det viste sig hurtigt, at myrerne var effektive til at spise insektlarver. En lidt uventet effekt, var at skurvangreb og andre svampeangreb også faldt. Årsagen viser sig at være myrernes eget forsvar imod epidemier.
Myrer lever meget tæt i tuerne og er tæt beslægtet. Derfor er der stor risiko for udbrud af epidemier (som vores egen Corona-krise pt.). Myrerne dyrker derfor en bakterieflora på deres hud, som udskiller antibiotika. Denne antibiotika smitter tilsyneladende af på frugttræerne, når myrerne kravler rundt på dem.
Dette synes jeg er meget interessant og kunne godt have perspektiv i andre afgrøder end frugttræer, f.eks. grøntsager.
Monillaråd i æble. Billede: Maren Korsgård.
Bladlus er myrernes husdyr
En uheldig sideeffekt af at holde myrer er, at de passer og plejer bladlus. Myrer holder bladlus som husdyr, for at få dækket deres kulhydratbehov. Dette gav en dramatisk stigning i bladlus på frugttræerne – langt over skadetærsklen.
Derfor begyndte Hans at hænge små flasker med sukkervand op i plantagen – et i hvert træ. De blev fyldt op en gang om ugen. Dette var nok til at dække myrernes kulhydratbehov og myrerne holdt op med at ’holde’ bladlus. Bladluseantallet faldt igen. Det er altså muligt at have myrer uden at opformere bladlus, hvis de fodres med sukker.
Yderligere oplysninger kontakt: Økologikonsulent Ninna Rieper Boesen