Investeringer over nettet: Tænk dig godt om!
13. januar 2022Tænk dig godt om, før du investerer over nettet. Lyder afkastet for godt til at være sandt, så er der muligvis svindel indblandet. Normalt er der under visse forudsætninger fradrag for tab ved investeringer, men ikke hvis du bliver bedraget. Det viser netop en ny afgørelse ved Vestre landsret.
-Vi ser flere og flere sager, hvor personer er blevet ringet op og opfordret til at investere en given sum penge i værdipapirer. Værdipapirerne bliver købt over nettet. Dem der køber aktierne har ovenikøbet undersøgt om virksomheden, der sælger aktierne var til at identificere og i det hele taget virkede troværdig inden de handlede. Men der er altså tale om bedrag!
Det siger økonomikonsulent Heidi Rosenkilde Madsen fra VKST.
Hun kommer med advarslen efter en ny afgørelse fra Vestre Landsret, hvor den har fundet, at skatteyderen ikke er berettiget til fradrag for tabet. Personen overførte i 2017 mere end 120.000 kr. til udlandet på investeringer. De penge er nu tabt.
Professionelle bagmænd
Ifølge Heidi Rosenkilde Madsen er der i mange tilfælde tale om bagmænd, der udgiver sig for at være ansat hos et investeringsselskab.
Køberen af aktierne modtager en professionel kontrakt, når aftalen om investeringer laves, og er løbende i kontakt med deres investeringsrådgiver. Der er altså ikke umiddelbart noget mærkeligt ved aktiehandlen.
Bedraget afsløres først, når aktierne skal sælges
-Der kan sagtens komme løbende afkast ind på aktiekøberens danske bankkonto. Men først den dag, køber ønsker at sælge, opstår problematikken. Ejeren af aktierne kan pludselig ikke få investeringsrådgiveren til at sælge værdipapirerne, og senere kan han heller ikke længere få kontakt til ham, forklarer økonomikonsulenten.
Der er ingen fradrag, hvis du bliver snydt!
Der vil normalt være skattefradrag på tab på fordringer. Men det kræver, at du har forsøgt at inddrive gælden, og at debitor kan identificeres.
-I sager om decideret svindel har Skatterådet taget stilling til, at tabet ikke opfylder ovenstående krav, og derfor kan man ikke få fradrag. Og det er netop det vi ser med den her nye afgørelse ved Vestre Landsret, siger Heidi Rosenkilde Madsen og afslutter:
-Hvis man investerer over nettet, er der al mulig god grund til at tænke sig mere end almindeligt godt om. Hvis det lyder for godt til at være sandt – så er sandsynligheden for, at svindel er indblandet, stor.