”Jeg nærer en næsegrus beundring for de mange landmænd”
7. oktober 2026Sådan sagde statsministeren bl.a. i går, da hun holdt tale til Folketingets åbning. Desværre blev de pæne ord efterfulgt af et ”men”, og det forstår vi ikke.
Vi er mere enige i regeringens mål, end mange tror. Det er vejen derhen, vi problematiserer.
Statsministeren har ret, når hun siger: ”Der er noget galt, når vores fjorde er fyldt med fedtemøg.”
Selvfølgeligt er der det. Og det er et problem, vi også gerne vil gøre noget ved. Det gør vi f.eks. i de lokale treparter, hvor vi i samarbejde med kommunerne arbejder for netop det trods talrige benspænd fra Christiansborg.
At lukke og slukke er ikke omstilling
I sin tale siger statsministeren, at ”det ikke var let” at indgå den grønne trepartsaftale.
Og nej, det var ikke let. Men det var den letteste del.
Den svære del er at skabe forandringerne ude i landskabet. Herude hvor landbrugere helt frivilligt skal forringe deres egne vilkår ved at omlægge jord, der har været dyrket i generationer.
Vi er enige i, at landbruget skal omstille sig og producere det samme og gerne mere, men med et mindre aftryk. Vi insisterer samtidig på, at der bør være en helt anden respekt om dem, der skal gøre det!
Der bliver verbalt slået løs på landbrugerne, som led i et politisk spil. Samtidig laver man lovgivning – fx L5 – der sætter røde streger over alle de gode grunde, landmændene ellers havde til at indgå i omstillingen. For at lukke og slukke sin bedrift er altså ikke det samme som at omstille.
En fælles vej – eller blot flotte ord?
”Men vi skal finde vores vej gennem det. Sammen. For landdistrikternes skyld. For landbrugets skyld. Og for vores børn og børnebørns skyld,” siger statsministeren videre. Det er vi også helt enige i.
De store flotte ord fra talerstolen løser imidlertid ikke den opgave, vi står over for.
”Den opgave” er i virkeligheden en forkert formulering.
For de ting, vi skal løse, er ikke bare mange, de er også enormt komplekse. Faktisk så komplekse, at politikerne har tabt overblikket over konsekvenserne. Det kan vi godt forstå:
- Vi skal beskytte grundvandet – men kortlægningen er ikke færdig.
- Vi skal have mere natur – men biodiversitetsloven er ikke lavet – det samme gælder skov.
- Vi skal finde ud af, hvordan vi i praksis får omlagt jorden, men der mangler ansatte i kommunerne, og man gør alt, hvad man kan, for at tvinge landbrugerne til at holde på jorden. Det giver ingen mening!
- Vi skal have mere dyrevelfærd i staldene, men vi må ikke udvide staldene for at få mere plads.
- Vi afventer ny landbrugspolitik fra EU.
Og vi kunne blive ved.
Derfor, kære statsminister, hvis regeringen kunne bruge lidt mindre tid på de flotte ord og lidt mere tid på at skabe den forandring, vi egentlig gerne ser, og som blev aftalt i den oprindelige trepartsaftale, så vil vi sætte pris på det.
For helt ærlig: De landmænd, du ”nærer en næsegrus beundring for” oplever en regering med næsen i sky uden blik for, hvor alvorlige konsekvenser den første politik har ude på bedrifterne.
