Konsulenterklæringer skal ikke længere underskrives af en konsulent
17. november 2023Af økologikonsulenterne: Jens-Peter R. Paulsen og Ninna R. Boesen
Når du gødsker med bl.a. svovl og mikronæringsstoffer, har du tidligere skulle have en ’konsulent-erklæring’ for behovet underskrevet af en godkendt økologikonsulent. Reglerne er nu lavet om, så du selv kan udfylde erklæringen. Læs her, hvor du finder erklæringen, og hvilken dokumentation du skal have liggende.
Manganmangel i vinterbyg i et tørt forår tilbage i 2019. Billede: Ninna R. Boesen.
Der skal være konstateret behov, før du må gødske med bl.a. svovl og mikronæringsstoffer
Økologer må ikke gødske forebyggende. Der skal derfor være konstateret et behov før du gødsker med økologisk godkendte mineralske gødningsmidler (gælder altså ikke husdyrgødning).
Tidligere har du skulle have en såkaldt ’konsulenterklæring’ underskrevet af en økologikonsulent, når du ville gødske med Kali, svovl, mangan eller andre mikronæringsstoffer. I konsulenterklæringen skrev økologikonsulenten under på, at der var konstateret mangel af det pågældende næringsstof forud for gødskningen.
Nu skal erklæringen ikke længere være underskrevet og godkendt af en konsulent. Du kan derfor forud for gødskning af bl.a. svovl og mikronæringsstoffer selv udfylde erklæringen. Du skal stadig have erklæringen liggende ved kontrol. Du finder erklæringen her.
Det er vigtigt, at du har dokumentation for de begrundelser, som du skriver i erklæring. Du kan dokumentere mangel med:
Derudover kan du via markplanen og din logbog dokumentere, at du har forsøgt at forebygge manglen via sorts- og afgrødevalg, et sundt sædskifte, generel gødskning af afgrøderne og jordbehandling mm.
Det er ikke alle næringsstoffer, som kræver en erklæring. Du skal f.eks. ved vinasse blot notere i logbogen, hvorfor der var behov for tilførslen. Her er det stadig vigtigt at have dokumentation for konstateret mangel. Til gengæld skal du udfylde erklæringen ved gødskning med svovl og mikronæringsstoffer generelt.
Du kan læse i bilag 2.1 i Vejledningen om Økologisk Jordbrugsproduktion, hvilken dokumentation du skal have ved tilførsel af forskellige gødningsmidler.
Kontakt din økologikonsulent, hvis du er i tvivl om reglerne eller ønsker hjælp til at udfylde erklæringen.