Landmand om DBII Tjek: Nu ved jeg, hvor jeg skal tjene pengene henne
21. december 2017Claus Skotte Frandsen ejer Haslingsminde ved Kettinge på Lolland og har de seneste tre år fået foretaget et DBII Tjek på gården. Det har givet ham struktur på den daglige drift og givet ham ro i kroppen i et regnfuldt år som i år.
”Der er så mange fordele ved DBII Tjekket, men mest af alt har det givet mig et øget fokus på, hvor jeg skal tjene pengene henne,” fortæller Claus Skotte Frandsen og uddyber, hvorfor det giver ro i kroppen:
”Inden jeg fik foretaget et DBII Tjek, undrede det mig, at folk kunne give så høje jordpriser og forpagtninger. Jeg tænkte, at der måtte være nogle, der gjorde noget anderledes, som jeg ikke gjorde. Så rent psykologisk er det rart med visheden. Man får et skulderklap og får bevidsthed om, at det går i den rigtige retning, selvom man måske troede det anderledes. Og så er det rart at vide, hvor på skalaen man ligger i forhold til kollegerne, så man kan se, at man i år eksempelvis ikke er den eneste, der er har haft et sløjt år på grund af regnen.”
Styrker muligheden for optimering
Et DBll Tjek er et benchmarkingprodukt, der styrker den professionelle planteavlers mulighed for at optimere og udvikle planteproduktionen med udgangspunkt i højaktuelle data.
Claus Skotte Frandsen har med tjekket fået konkrete forslag til optimeringsmulighederne på sin bedrift, og har derigennem gavnet den samlede økonomi.
”Med et DBll Tjek er det nemt at rette sit budget til. Når man har fokus på alle sine omkostninger og en forventning om, hvad der skal ske, kan du hurtigt lægge et driftsregnskab og sige det til banken i tide,” siger landmanden.
Uundværlig sparring
Han påpeger, at han selv kunne sidde og regne alle tallene ud og bruge tid på det. Men tiden er knap, og så får han en anden gevinst oven i hatten også:
”Det giver rigtig meget, at man får sparring med en konsulent. At man får nogle nye øjne på bedriften og får et spark over skinnebenene. Jeg får ny viden, som jeg kan vende med mine kolleger. Ellers går man i stå, især i det her erhverv, hvor man går meget alene hver dag,” fortæller Claus Skotte Frandsen.
Sparringen er også den overvejende grund til, at han i dag har samlet al sin rådgivning til VKST, hvor han før havde en privat planteavlsrådgiver og en privat økonomirådgiver.
”Det er bare nemmere, når alt er samlet i ét hus. Der sidder så mange kompetente konsulenter, som man kan trække på, som gør, at man får alle de sidste småting med i sin rådgivning. Der er altid en, der lige ved noget om maskinanalyse, om regnskab eller om min planteavl. Den beslutning vil jeg aldrig fortryde,” siger Claus Skotte Frandsen.
Vil du læse mere om DBII Tjek og vide, hvordan du får optimeret din markdrift, kan du læse mere på hjemmesiden her.